’Don’t Breathe’: Intens invasionsgyser vender genren på hovedet

Fede Alvarez vakte i 2013 opsigt med sit fænomenale remake af kultklassikeren ’The Evil Dead’. Producerne bag, Robert Tabert og Sam Raimi, der henholdsvist producerede og instruerede den originale ’Evil Dead’-trilogi, flyttede midlertidigt opmærksomheden mod tv-skærmen med Showtimes ’Ash vs. Evil Dead’, men gav Fede Alvarez carte blanche til sit næste projekt.

Resultatet er invasionsfilmen ’Don’t Breathe’, der har cementeret hans status som gyser-aficionado. Filmen vender en af gyserens ældste subgenrer på hovedet og følger indbrudstyvene i stedet for den invaderede husejer. Til trods for dens store succes i amerikanske biografer, blev filmen aldrig sat op i Danmark, men den er nu endelig udkommet på streaming (Blockbuster), dvd og streaming.

Virkeligheden trænger sig på

Og hvordan engagerer man så publikum i en kat-og-mus-kamp til døden, hvor vi følger forbryderne? Svaret skal findes i filmens elegante, samfundskritiske introduktion. Om end samtlige af filmens indendørsscener er filmet i Budapest, finder historien sted i et af Detroits mange slumkvarterer, hvor tre unge klarer sig igennem ved at begå indbrud hos velhavende familier.

Vi har før set Detroit afbilledet som en by i opløsning, navnlig i Paul Verhoevens mesterværk ’Robocop’, men i dag behøver vi ikke længere hvile os op af sci-fi genren for at forestille os den tidligere bilindustris hovedstad som en ruinhob. ’Don’t Breathe’ portrætterer Detroit som en spøgelsesby, som den yngre generation desperat prøver at flygte fra, og hvor den gamle arbejderklasse er fanget permanent.

Det er også grundlaget for motivationen hos hovedpersonen Roxy, spillet af Jane Levy, der også havde hovedrollen i Alvarez’ ’Evil Dead’. Hun drømmer om at flygte med sin lillesøster fra en alkoholiseret stedfar og en fraværende mor til Los Angeles, byen hvor drømme bliver til virkelighed. Men i Roxys tilfælde kan den sociale arv kun brydes ved samtidig at bryde loven.

Hun og hendes to kompagnoner, den gangsterglade kæreste Money og den generte Alex, får chancen, da de får et tip om en gammel, blind eneboer, som er kommet til penge. Krøllen på halen er dog, at pengene ikke er givet som kompensation for hans militærservice i Irak, men som bestikkelse efter en rigmandspige kørte hans datter ned, og familien betalte ham fra at melde hende til politiet.

Hvor mange invasionsfilm føles, som om de eksisterer i deres eget lille lommeunivers, bruger  Alvarez virkelighedens problemer som udgangspunktet for karakterers konflikter.

Blind mand slukker for lyset

Det er et valg, som i den grad afspejles i filmens produktion. Det er efterhånden blevet populært at bruge praktiske effekter frem for computereffekter, men skabernes dedikation til at lave en film, som føles virkelig, er alligevel imponerende. Her er selv mariehønsene den ægte vare, og man mærker, den er filmet på location og ikke i et studie med greenscreen.

Alvarez lægger samtidig afstand til sin debutfilm, der ellers satte nye standarder for body horror-genren, da ’Don’t Breathe’ sagtens kunne have gået som en PG13-film, var det ikke for én specifik scene, der alluderer til en voldtægt.

Her er ingen afhuggede arme eller regnskyller af blod, filmens få dødsscener er faktisk nærmest blodløse. I stedet opbygger filmen spænding ved aldrig at give publikum eller indbrudstyvene et pusterum. En åndeløst intens scene nede i kælderen, hvor den blinde mand slukker for lyset, udspiller sig som en opfindsom hyldest til klimakset i ’Silence og the Lambs’, mens mandens gigantiske rottweiler får Cujo til at ligne en hvalp, da den angriber Roxy, mens hun er fanget i en bil.

Nøglen skal findes i de helt små detaljer. Så snart indbrudstyvene succesfuldt bryder ind hos den blinde mand, kridter Alvarez banen op for den kommende kamp. Et imponerende long take præsenterer publikum for de forskellige værktøjer, våben og andre genstande, der bliver taget i brug senere i filmen og klarlægger, hvor husets mange rum ligger i forhold til hinanden.

Og små detaljer som et fotografi af mandens afdøde datter, der vender på hovedet, samt afmærkninger af et kors over hans seng, som er taget ned, giver smukt og enkelt den blinde mand dybde.

Hold vejret og overlev

Faktisk kan den blinde mand på mange måder ses lige så meget som hovedpersonen som Roxy. Han er måske ikke sympatisk, men vi forstår ham godt.

Det hjælper at Stephen Lang portrætterer ham med et blik for nuancerne og en respekt, som man meget sjældent ser i genren. Selvom hans døde, mælkehvide øjne fortæller os, at han er blind, er det Langs urolige træk og gestik, der gør handicappet troværdigt. Uden at sige mere end en håndfuld replikker i løbet af filmen formår han at kommunikere vrede, angst og frustration gennem subtile ansigtstræk, og hans senede, muskuløse krop bag den hvide undertrøje gør ham samtidig til en omgående trussel.

Langs fornemme præstation betyder også, at filmens mange nervepirrende sammenstød mellem ham og forbryderne ikke behøver at blive udspillet gennem fjollede gimmicks som Daredevils ’sonarsyn’, men i stedet ved konstant at rykke på dynamikken mellem den blinde mand og indbrudstyvene.

For nok er han blind, men han kender sit eget hus ud og ind, og når selv det mindste åndedræt eller fejlplacerede fodtrin kan antænde ham, bliver det tydeligt, at han ser alt. Bare ikke med øjnene.

Filmens titel bliver et mantra for Roxy og hendes venner: Hold vejret og overlev, træk vejret og dø.

Læs også: Horror møder science fiction i angstprovokerende teaser til ’The Void’