Det vakte opsigt, da den ‘Ant-Man and the Wasp’-aktuelle skuespilstjerne Evangeline Lilly i sidste uge for første gang luftede sin utilfredshed med, hvordan hun blev behandlet under tv-serien ‘Lost’, der var hendes store gennembrud.
Først og fremmest fortalte Lilly, at hun til en scene i sæson 3 blev presset til at smide tøjet, uden at hun følte, hun havde noget valg.
Nu har de fire mænd bag serien, J.J. Abrams, Damon Lindelof, Carlton Cuse og Jack Bender, udsendt en undskyldning til Lilly.
»Vores respons på Evies kommentarer i medierne var at øjeblikkeligt række ud mod hende for at undskylde dybt for den oplevelse, hun beskrev, mens hun arbejdede på ‘Lost’. Vi har endnu ikke fået forbindelse til hende, men vi forbliver dybt og oprigtigt kede af det. Intet menneske skal nogensinde føle sig utryg på arbejde. Punktum«.
Evangeline Lilly udtrykte også skuffelse over, at hendes karakter Kate gik fra at være en sej og selvstændig kvinde til at skulle løbe frem og tilbage mellem to mænd. Det har Abrams, Lindelof, Cuse og Bender dog ikke kommenteret.
Læs også: Evangeline Lilly blev presset til nøgenscene under ‘Lost’