I sidste uge skabte den kontroversielle amerikanske radiovært Alex Jones endnu engang overskrifter. Jones, der er kendt for at være en stor Trump-støtte og konspirationsteoretiker, fik fjernet sit populære program Infowars fra både Spotify, iTunes, Facebook og Youtube, beskyldt for at sprede hadefulde budskaber.
Før Jones havde millioner af lyttere og var en indflydelsesrig meningsdanner, var en af hans første eksponeringer til et bredere publikum en lille rolle i Richard Linklaters (’Boyhood’) unikke animationsfilm ’Waking Life’ fra 2001.
I filmen, hvor en ung mand bevæger sig igennem en strøm af drømme uden at kunne vågne, dukker Jones op som en mand, der fra sin bil opråber folk til at tage magten og friheden tilbage fra staten. I takt med at han hidser sig op, skifter hans ansigt farve, først til blåt og siden til knaldrødt. Se klippet herunder.
»Han var bare den her enormt energiske person, som vi alle gjorde lidt grin med. Og han var ikke lige så giftig dengang, han havde bare en masse energi«, fortæller Linklater om sit forhold til Jones i et interview med The Daily Beast. Jones dukkede også op i en lignende lille rolle i Linklaters animerede science fiction-film ’A Scanner Darkly’ fra 2006.
»Jeg synes ærligt talt bare, at han var ret sjov. Det er så bizart, at han bliver taget seriøst landet over. Jeg havde aldrig troet at der ville komme en dag, hvor præsidenten ville kende hans navn, og slet ikke at præsidenten ville optræde som gæst i hans program. Det er vanvittigt, men det afspejler den tid, vi lever i«.