For nyligt blev det annonceret, at skuespilleren Mike Moh, der er mest kendt for en birolle i serien ’Empire’, var blevet tilføjet til castet på Quentin Tarantinos kommende film ’Once Upon a Time in Hollywood’.
Nu er det kommet frem, at Moh skal spille den legendariske kung-fu-stjerne Bruce Lee, der havde sin storhedstid i en række kampsportsfilm i starten af 1970’erne inden hans alt for tidlige død.
Før Lee selv brød igennem som skuespiller, koreograferede han kampscener til mange film. En af disse var ’The Wrecking Crew’ fra 1968, der havde skuespillerinden Sharon Tate i en bærende rolle.
’Once Upon a Time in Hollywood’ foregår i 1969 og udspiller sig i tiden omkring Manson-klanens uhyggelige mord på netop Sharon Tate (spillet af Margot Robbie) og fire andre mennesker i instruktøren Roman Polanskis hus i Los Angeles. Tate var Polanskis kone og gravid med deres barn, da hun blev myrdet.
Efter ’The Wrecking Crew’ var Bruce Lee blevet venner med både Tate og Polanski. I kølvandet på mordet var Polanski enormt paranoid og havde mange af sine venner under mistanke, heriblandt Lee. Præcis hvor stor Bruce Lees rolle bliver i filmen vides ikke, men det er ikke overraskende, at Tarantino vælger at inkludere ham.
Bruce Lees film har været en stor indflydelse for Tarantino, som det særligt fremgår i ’Kill Bill’-filmene. I ’Kill Bill: Vol. 1’ er Uma Thurmans karakteristiske gule dragt med sorte striber taget direkte fra Lee-filmen ’Game of Death’ fra 1978.
Mike Moh slutter sig til et vanvittigt stjernebesat cast, der, udover Margot Robbie, også tæller Brad Pitt, Leonardo DiCaprio, Al Pacino, Dakota Fanning, Kurt Russell og Burt Reynolds. ’Once Upon a Time in Hollywood’ har premiere til næste sommer.
Læs også: Se første slående billede af Margot Robbie i Tarantinos ‘Once Upon a Time in Hollywood’
Læs også: Brad Pitt og Leonardo DiCaprio ufrivilligt photoshoppet på Tarantino-billede