En Stephen King-epidemi har ramt seriesektoren og bare i løbet af de seneste par år givet liv til ’Mr. Mercedes’, ’The Mist’, ’11.22.63’ og den aktuelle ’Castle Rock’, der nu er blevet forlænget til en anden sæson.
’Castle Rock’ er et tematisk sammenkog af elementer fra Kings mest berømte historier som ’The Shawshank Redemption’, ’Cujo’ og ’It’ og udspiller sig i den fiktive by Castle Rock i delstaten Maine, der optræder i talrige King-fortællinger. Byen og dens indbyggere hjemsøges på forskellig vis af ondartede kræfter, og rædslerne begynder for alvor at eskalere, da en besynderlig ung fyr, ’The Kid’ (Bill Skarsgård, som også spiller Pennywise i ’It’) dukker op i Shawshank-fængslet.
Udover Skarsgård har ’Castle Rock’ også André Holland (’The Knick’, ’Moonlight’) og Melanie Lynskey (’Togetherness’) på rollelisten. Serien er skabt af Sam Shaw (’Masters of Sex’) og Dustin Thomason (’Lie to Me’) og er efter sigende én af de mest succesfulde udgivelser fra kanalen Hulu, der også står bag Emmy-nominerede ’The Handmaid’s Tale’ og ’The Looming Tower’.
Den første sæson af ’Castle Rock’ kan streames på HBO Nordic, hvor sjette afsnit får premiere torsdag.
Læs også: Anmeldelse af ’Castle Rock’- Gennemborende creepy Bill Skarsgård og besættende potentiale
Læs også: Netflix går all in på gys – men er deres horrorfilm værd at se?