’For grim til kærlighed’ transcenderer freakshow

Titlen på DR3-programmerne ’For grim til kærlighed’ klinger umiskendeligt af freakshow. Men historien om Julie, der lider af en ekstremt sjælden sygdom, rummer vigtige og livsbekræftende pointer, der er et nødvendigt supplement til tidens andre kropsidealprogrammer.
’For grim til kærlighed’ transcenderer freakshow
Julie Kvelland står frem med sin historie i DR3-serien 'For grim til kærlighed'.

KOMMENTAR. I ’For grim til kærlighed’ lokker DR3 med et freakshow. Både i den provokerende titel og med hovedpersonen Julie, der lider af en absurd sjælden sygdom, som har givet hendes krop et deformt udseende med en stor og ujævn overkrop, usædvanligt fremtrædende dobbelthage og spinkle ben.

Den 21-årige hovedperson har aldrig haft en kæreste, er aldrig blevet kysset, og hun »ved jo godt hvorfor«, som hun siger i introen. Vi følger Julies hverdag med veninder, fester og hendes crush på én af drengene fra vennegruppen – en tilsyneladende almindelig tilværelse for en ung kvinde. Det er kun Julies udseende, der afslører, at hun ikke er helt som alle andre.

Julie lider af partiel lipodystrofi, en genetisk fejl, der får fedtdepoterne på kroppen til at fordele sig ujævnt, hvilket giver den asymmetriske kropsfacon. Ifølge Julie er der kun fem i verden med denne lidelse. Men Julie stråler samtidig af lattermild varme og et gåpåmod, der er svært at modstå, og nu har hun besluttet sig for, at hun ikke vil være single længere.

Med et kamera i nakken begiver hun sig ud for at finde kærligheden. Singlesoldatens kamp på datinglivets slagmarker er en mission, vi har set talrige i programmer som ’Koden til kærlighed’, ’Hypnodating’, ’Billet til kærlighed’ og ’Date mig på DR3′. Men ’For grim til kærlighed’ skiller sig ud, fordi Julie gør det. Det er første gang, hendes lidelse udfoldes på dansk tv, og at se hovedpersonen i en så genkendelig ramme er netop det, der gør, at vi kan identificere os med hende og se bag om hendes anderledes overflade.

Programmet dvæler forbavsende lidt ved sygdommen, og de sparsomme oplysninger (såsom at der ikke findes en kur, og at fedtreducerende operationer ikke garanterer en langsigtet effekt) falder i en kontekst, der handler om Julies lave selvtillid og usikkerhed omkring det modsatte køn.

På den måde smyger udsendelsen sig troværdigt uden om freakshowets dramatiske virkemidler. Den afstår også fra billige chokeffekter i form af blottede kropsdele eller billeder af forskrækkede tilskuere. Det er Julies følelsesliv, der blottes, og selv da hun i programmets mest dramatiske scene fanger en pige i at tage billeder af hende, bliver det ikke blæst op til den store realitykonfrontation. Veninderne henvender sig til pigen (der nægter sig skyldig) med en gelinde reprimande om, at det ikke er okay at tage billeder af folk, der ser anderledes ud.

Det står selvfølgelig klart, at Julies kropsmæssige udfordringer er større end de flestes. Men man spejler sig uden problemer i hendes selvbillede, og der sidder utvivlsomt mange unge kvinder med den samme tvivl og usikkerhed trods et anderledes begunstiget udgangspunkt. Og uden at man skal forklejne mere almindelige kropsproblemer som i ’Tykke Ida’ og ’Petra elsker sig selv’, er Julies historie et forfriskende tillæg til rækken af DR3’s selvudleverende fortællinger.

Julie tager nemlig kampen op for alle outsidere – og fortæller alle andre, at selv bag de mest aparte facader findes der ganske almindelige mennesker med ganske almindelige følelser. Og så håndterer hun sine kropslige udfordringer på fuldstændig forbilledlig vis. Hun er ganske enkelt en inspiration for alle os, der af forskellige årsager kan føle ubehag ved spejlbilledet på væggen der. Uden at negligere leden ved deller, vigende hårgrænse eller uren hud viser Julie os, at det er til at leve med – eller i hvert fald hvordan man kan leve med det.

’For grim til kærlighed’ er det mest livsbekræftende program, jeg længe har set.

’For grim til kærlighed’ medvirker i en DR-temaserie, der sætter spørgsmålstegn ved dét at være »normal«. Serien er i fire afsnit, der alle ligger tilgængelige på dr.dk/tv

Læs også: ‘Gift ved første blik’ og ‘Ku’ godt, må godt’ er diametrale modsætninger, men når til samme konklusion

Læs også: ’30’: Julie og Jesper hyggehudfletter deres generation med kærkommen komisk ventil

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af