Det er få serier, der formår at forny sig selv langt inde i deres levetid. Det lader dog til at være tilfældet, når ‘American Horror Story’ vender tilbage med den ottende sæson, ‘Apocalypse’. Indtil videre har hver sæson haft et nyt handlingsforløb, hvor de tilbagevendende skuespillere indtager nye roller.
Men ‘Apocalypse’ bliver et crossover imellem seriens første sæson, ‘Murder House’, og tredje sæson ‘Coven’. ’Murder House’ handlede om et hjemsøgt hus i Californien, mens ’Coven’ fulgte en gruppe hekse i New Orleans. Hvordan de to sæsoner kommer til at hænge sammen, afslører teaseren dog ikke meget af, ud over at handlingen foregår efter en apokalyptisk begivenhed.
Fanfavoritter som Jessica Lange og Emma Roberts vender tilbage efter længere tids pause fra serien. Evan Peters og Sarah Paulson, der er de eneste gengangere i alle sæsoner, skal både spille deres roller fra sæson 1 og 3, men også nye karakterer.
‘American Horror Story: Apocalypse’ har amerikansk premiere den 12. september. Herhjemme må vi nok vente noget tid endnu, da syvende sæson først netop er blevet tilgængelig på Netflix.
Læs også: ‘American Horror Story’ sæson 8 opfylder de hedeste fandrømme