Sidst Thomas Vinterberg var aktuel, var det med den ujævne ‘Kollektivet’ i 2016, der var en personlig og delvist selvbiografisk fortælling om livet i et, ja… kollektiv. Vinterbergs kommende film, ‘Kursk’, som lige har fået sin første trailer, er derimod en mere storslået affære med adskillige Hollywood-stjerner. Indtil videre findes traileren kun med franske undertekster, men al dialog er på engelsk.
Filmen er baseret på den virkelige historie om den russiske ubåd Kursk, der i år 2000 sank under en trækningsøvelse som følge af en eksplosion. I første omgang overlevede 23 ud af 118 besætningsmedlemmer, men hjælpen var for længe undervejs, og alle omkom. I kølvandet på ulykken blev den russiske regering anklaget for ikke at håndtere situationen optimalt.
Filmen kommer både til at følge besætningsmedlemmernes kamp for overlevelse i ubåden og dramaet blandt de pårørende og regeringens redningsforsøg.
På rollelisten finder mange stjerner internationale, blandt andet Colin Firth, Léa Seydoux, Matthias Schoenaerts, Max von Sydow og Michael Nyqvist. Vinterberg har dog også fået plads til en lang række danskere – Zlatko Buric, Lars Brygmann, Katrine Rosenthal, Martin Greis-Rosenthal, Magnus Millang, Bjarne Henriksen, Helene Reingaard Neumann og Aske Bang.
‘Kursk’ er Vinterbergs fjerde engelsksprogede film efter ‘It’s All About Love’, ‘Dear Wendy’ og ‘Far from the Madding Crowd’. En dansk premieredato er endnu ikke annonceret, men mon ikke vi får den at se i biograferne engang i 2019.
Læs også: Venedig-highlight dag 8 – Paul Greengrass’ Netflix-film om Utøya er højst problematisk