’Kollektivet’
Den er lidt svær at blive klog på, Thomas Vinterbergs nye film.
’Kollektivet’, hedder den, og den er inspireret af Vinterbergs egen opvækst i et akademikerkollektiv. Og baseret på et teaterstykke, instruktøren skrev sammen med nyligt afdøde Mogens Rukov.
Så skulle man tro, at han var dus med miljøet og kunne skildre det med vinterbergsk indlevelse og præcision. Men desværre er ’Kollektivet’ ikke nær så vedkommende og velsanset som ’Festen’, ’Jagten’ eller ’Submarino’.
Første del er forfalden til folkekomik med typiserede 70’er-troper, om end Vinterberg trods alt holder sig for god til de tykkeste Povl Kjøller-parodier. I Vinterbergs kollektiv er der islandske striksweatre, fløjlsjakker og andefødder. Der er nøgenbadning, øl-amnestier og håndsoprækningsdemokrati. Der er Lars Ranthe som drikfældig, brovtende ordstyrer, Julie Agnete Vang som lalleglad, promiskuøs flipper og Fares Fares som tudende fremmedarbejder (sådan hed det dengang), som ingen forstår.
I centrum for det drama, der efterhånden vokser frem, står ægteparret Erik (Ulrich Thomsen) og Anna (Trine Dyrholm). Det er dem, der grundlægger kollektivet, da nyhedsoplæseren Anna taler sin mere konforme mand fra at sælge hans barndomshjem, som han lige har arvet. »Man bliver et lille menneske af at bo i et lille hus«, argumenterer hun. Hun keder sig, livet er blevet for småborgerligt.
Erik oplever snarere, at han skrumper i flokken, så han søger uden for delevillaen og finder en ung studine, Emma (spillet af Vinterbergs hustru Helene Reingaard Neumann), på det arkitekthold, han underviser. Og snart er han den mest frisindede af dem alle, for Emma skal da optages i kollektivet og bo under samme tag som Eriks kone og datteren Freja!
Anna gør gode miner til slet spil – kollektivet var trods alt hendes idé, men for hvert støn fra Erik og Emmas soveværelse slår tv-værtens facade flere sprækker. 70’er-drømmen vædres af virkeligheden.
Vinterberg og manuskriptmakker Tobias Lindholm vrider ikke nye vinkler og ny indsigt ud af den, i bund og grund, uoriginale historie. Der er scener, hvor deres replikker fyger hen over spisebordet med fynd og vid, men alt for tit – og alt for hurtigt – kulminerer det i noget skingert og ekspressivt. Netop Thomsen og Dyrholm har ellers før fået så meget ud af små udtryksmidler under Vinterbergs instruktion.
Dyrholm slipper stadig mere end pænt fra sin skildring af Annas sammenbrud, men Thomsens Erik forbliver en uudgrundelig figur, som vi hverken forstår eller føler med. Og resten af castet fladmases i komiske stereotyper.
Der er noget sært konstrueret over ’Kollektivet’. Som om mødet med det private har fået instruktøren til at slå blikket væk i skam. Og pludselig føles den ikke engang personlig. Vinterberg finder ikke balancen mellem den kærligt karikerede pastiche og det smertelige drama. Derfor gør ’Kollektivet’ aldrig ondt. Dens drama bliver aldrig forløst. Dens generationsportræt forbliver et flosset fantombillede.
Kort sagt:
Festen fiser ud i Thomas Vinterbergs kollektiv, hvor 70’er-generationens frisind slår sig på virkeligheden, da faren inviterer elskerinden indenfor. Vinterbergs danske opfølger til ’Jagten’ pendler mellem folkekomik og knugende drama, men savner de emotionelle nuancer og den lavmælte intensitet fra Vinterbergs bedste.