VENEDIG. Allerede inden premieren havde Paul Greengrass’ Utøya-filmatisering ’22 July’ vakt debat. For er det virkelig en god ide at lave en film om massakren kun syv år efter tragedien – og så på engelsk og til sofapublikummet på Netflix?
Der skete noget nogenlunde tilsvarende for lidt over fire måneder siden, da Erik Poppes mesterlige ’Utøya 22. juli’ havde biografpremiere. Men hvor Poppe sikrer sin films eksistensberettigelse gennem nøje research, som aldrig bliver moraliserende og kun viser Breiviks ansigt flygtigt, går Greengrass’ filmatisering helt andre veje.
Den Oscar-nominerede, britiske instruktør slog sit navn og sin distinkte stil fast med den fænomenale dramatisering ’Bloody Sunday’, der giver et makroperspektiv på massakren af samme navn, som fandt sted i Nordirland i 1972. Siden er Greengrass blevet Hollywoods go to guy, når virkelige hændelser skal filmatiseres – se blandt andet ’United 93’ og ’Captain Phillips’.
Også i ’22 July’ viser han hændelserne i Norge på den skelsættende dato i 2011 fra så mange sider som muligt. Modsat Poppes film er angrebet på Utøya nærmest bare et komma i fortællingen. Her er det Breiviks efterfølgende retssag og handlingsgrundlag, som løber med opmærksomheden, og selvom det til tider er bevægende, er det svært at undgå følelsen af, at ’22 July’ er en unødvendig Hollywoodificering af tragedien. Konkurrere med sin norske søster-film kan den i hvert fald ikke.
Filmens kerne er unge Vijlar (Jonas Strand Gravli), der har aspirationer om at blive politiker ligesom sin mor. Han er selvfølgelig med på sommerlejren på Utøya, og her bliver han fældet af fem kugler fra Breiviks automatgevær. Men han overlever på mirakuløs vis, selvom fragmenter af Breiviks kugle sidder fast millimeter fra hans hjerne og placerer hans eksistens i limbo.
Mens vi følger idealistens genoptræning og kamp for livet, ser vi Breiviks (Anders Danielsen Lie fra ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’) retssag, hvor nynazisten kæmper for at sikre sit eftermæle og få den hæder, han føler, han fortjener for at indlede krig mod Islam på vegne af alle europæere.
Som altid i Greengrass’ kyndige hænder udfolder filmen sig med høj intensitet, hvor alt peger frem mod Viljar og Breiviks endelig sammenstød i retten. Det er effektiv historiefortælling, som Hollywood gør det bedst. Man er aldrig i tvivl om, hvad man skal føle, når strygerne får frit spil, men alligevel må jeg indrømme, at jeg flere gange sad med en klump i halsen over tragediens efterspil, som her fylder størstedelen af filmens 140 minutter lange spilletid.
Men modsat instruktørens hovedværk ’Bloody Sunday’ tilføjer de mange forskellige synsvinkler ikke noget synderligt til filmen. Scenerne på statsministerens kontor virker for eksempel som et forsøg på at puste endnu mere drama ind i den allerede højspændte situation. Genistregen ved ’Bloody Sunday’ er netop, at blikkene på begge sider af massakren er med til at nuancere vores forståelse af, hvorfor hændelsen skete, mens vores historiske viden om, hvad vi har i vente, er med til at sætte hver en handling i et nyt lys og dermed vise, at det netop var de små fejl, der ledte til den grufulde nedslagtning i Nordirland.
Her er der derimod ingen tvivl om, hvad der gik galt, og hvor skylden ligger. At Greengrass så samtidig undlader at behandle centrale elementer som politiets alt for lange udrykningstid til Utøya, som ellers var et stort tema i 2011, afslører yderligere sprækkerne i instruktørens design, der om noget burde tage sig tid til at endevende samtlige problemstillinger.
Det er til at se igennem fingre med det faktum, at alle de norske skuespillere snakker engelsk. Hvad jeg derimod havde svært ved at sluge, var filmens afsluttende italesættelse af en forsimplet os mod dem-logik, der kommer til udtryk i behandlingen af alt-right-bevægelsen, som siden Breivik er blevet mere magtfuld end nogensinde.
Den nye alternative, politiske højrefløj sidestilles nærmest med Breivik, og selvom der er god grund til at frygte den voksende bevægelse, er det forsimplede fjendebillede, ’22 July’ er med til at tegne, næppe den mest konstruktive løsning på problemet.
Som drama er ’22 July’ ellers velkonstrueret og hårdtslående, men som bearbejdning af terrorangrebet og den voksende splittelse i Vesten er Greengrass’ filmatisering problematisk.
’22 July’ kommer på Netflix 10. oktober.
Læs også: Venedig-highlight dag 7 – Natalie Portman er manisk popstjerne i nyt karrierehøjdepunkt