Brady Corbets anden spillefilm ’Vox Lux’ kan gå hen og blive årets åbenbaring på filmfestivalen i Venedig. Indtil nu har Corbet været mest kendt i roller som amerikaner i europæiske arthouse-film – han spiller blandt andet med i ’Funny Games’, ’Force Majeure’ og ’Melancholia’ – men med sin fortælling om en manisk popstjernes vej til succes, er der ingen tvivl om, at han fremover vil blive kendt for sin unikke instruktørstemme.
Musikfilmen er dedikeret til mesterinstruktøren Jonathan Demme (’Silence of the Lambs’, ’Stop Making Sense’) og beskriver sig selv – i rulleteksterne – som et portræt af det 21. århundrede. Så er ambitionsniveauet ligesom lagt. Heldigvis har Corbet noget at have det i.
’Vox Lux’ er titlen på den 30-årige popstjerne Celestes (Natalie Portman) sjette studiealbum, som skal indvarsle den allerede afdankede sangerindes comeback eller »Regenesis«, som filmens mellemtekster proklamerer. Fortællingen starter dog 16 år tidligere med kapitlet »Genesis«, og allerede her bliver det tydeligt, at Corbet har noget helt specielt i vente til os.
Det er første skoledag efter juleferien, og Celeste chitchatter med sin rare lærerinde. Sekundet efter bliver lærerinden skudt ved sit kateter, og Celeste bliver gennet over i hjørnet af klasselokalet sammen med resten af sine klassekammerater, mens hun prøver at tale skoleskyderen ned på jorden. Det mislykkedes, og de bliver alle sammen pløkket – men Celeste overlever og en popstjerne fødes, da den 14-årige pige optræder sammen med sin søster til en begravelsesceremoni for massakren, der bliver livetransmitteret og gør hende til en øjeblikkelig stjerne.
Hun får sig en manager (Jude Law), som tager hende og søsteren med til Stockholm, hvor de optager en demo og senere et album. 9/11-angrebet sker i baggrunden, mens vi følger den unge piges vej mod stjernerne, der også får hende til at stifte bekendtskab med mænd og alkohol i en tidlig alder.
Den unge Celeste spilles af stortalentet Raffey Cassidy, som for alvor gjorde sig bemærket i Yorgos Lanthimos’ ’The Killing of a Sacred Deer’. I ’Vox Lux’ spiller hun en dobbeltrolle, da hun også senere inkarnerer Celestes datter, og hun spiller helt på niveau med Natalie Portman, som nok engang har undergået en forvandling, denne gang i rollen som en pilleslugende og selvhadende musiker, der ikke har så meget som et gram fedt på kroppen. Det er et af skuespillerens seneste karrierehøjdepunkter.
Duoens storspil er en af hovedattraktionerne i denne indie-film, men ‘Vox Lux’ excellerer først og fremmest med Corbets udforskning af ondskabens natur i det 21. århundrede. Det sker særligt gennem en Truffaut-inspireret voiceover (af altid fremragende Willem Dafoe), som alvidende sætter scenen for Celeste, hvis professionelle karriere unægtelig er viklet sammen med tragedier, hvilket fortælleren da heller ikke er sen til at kommentere.
Da vi møder Portman, som den voksne udgave, sker det umiddelbart efter et terrorangreb i Kroatien, hvor terroristerne tilfældigt bar en maske, som figurerer i en af stjernens musikvideoer. Det spolerer dagens stortanlagte pressekonference, hvor journalisterne går i flæsket på sangerinden og tvinger hende til at tolke på hændelsen.
Corbet synes at antyde, at moderne ondskab skal findes i populærkulturen. Celeste starter som et symbol på håb – hun skriver sågar sine egne sange – men 16 år senere er hun et symbol på Vestens forfald. Selvretfærdig og dybt egoistisk når hun lader sin søster, der i mellemtiden har dannet par med manageren, passe sin datter og skrive sine melodier, mens hun selv har en affære med selv samme mand.
Det er sjovt, at ‘Vox Lux’ får premiere i Venedig samme uge som ‘A Star Is Born’, for de to film kunne dårligt være mere forskellige i fremstillingen af livet som popikon. Musikken, der her er skrevet af Sia, figurerer i periferien og er ikke altid guf for øregangene. Det er mørkt og sortsynet – lige indtil det sidste kapitel, hvor vi følger Celestes åbningskoncert i al sin pragt.
‘Vox Lux’ er helt sin egen.