Eksorcisme har efterhånden været omdrejningspunkt for utallige gysefilm, og nu kan endnu en titel tilføjes listen.
‘The Possesion of Hannah Grace’, der netop har fået sin første trailer, følger Megan (Shay Mitchell), som efter en traumatiserende oplevelse forsøger sig med et nyt job. Jobbet er så gyseragtigt, som det kan blive – nattevagt i et lighus, hvilket vores egen Nikolaj Coster-Waldau som bekendt godt kunne have fortalt hende er en rigtigt dårlig idé.
Der går da heller ikke længe, før et nyt lig ruller ind på klinikken og begynder at sprede uhygge. For den unge kvinde Hannah Grace omkom, da hendes familie forsøgte at udføre en eksorcisme på hende. Men Hannah er nok ikke så død, som det lader til, da dæmonen, der boede i hendes krop, endnu ikke har forladt hende.
Megan, der arbejder alene i lighuset, må kæmpe mod onde kræfter i et forsøg på at overleve den meget lange nat. Det lader til, at man kan forvente sig masser af deforme kroppe og jump scares.
‘The Possession of Hannah Grace’ har amerikansk premiere den 30. november. En dansk premieredato er endnu ikke annonceret.
Læs også: ‘The Haunting of Hill House’ – Hvad er der bag den røde dør i fantastisk ny Netflix-horrorserie?