Den kommende Netflix-film ‘Outlaw King’, med Chris Pine i hovedrollen, tiltrak sig stor opmærksomhed efter premieren på årets Toronto Film Festival tidligere på efteråret. Opmærksomheden skyldtes dog noget andet, end folkene bag filmen velsagtens havde håber med (eller også havde de netop håbet på det!).
Filmen har fået udmærkede anmeldelser, men da Chris Pine har sin første nøgenscene i filmen, er de fleste af filmens kommentarer på Twitter rettet mod Pines penis for nu at sige det lige ud. Det fortalte han, da han var gæst i ‘The Graham Norton Show’ i torsdags.
Graham Norton læste efterfølgende nogle af de mange tweets op til stor morskab for alle tilstedeværende.
»Chris Pine. Fuld nøgenhed. OUTLAW KING. Det er sådan set min anmeldelse«, skriver én bruger. Et andet tweet går lidt mere i dybden: »Dette er en public service-besked. ‘Outlaw King’ har en scene, hvor man ser Chris Pines booty – Det er dog kun en opvarmning til de frames, hvor man ser hans gennemblødte, frontale nøgenhed. Heldigvis har Netflix en pauseknap«.
Pine afslører også, at han selv har læst de mange kommentarer og kalder dem: »Fucking brutale«.
I ‘Outlaw King’ spiller Pine den skotske hærleder Robert The Bruce, der i 1300-tallet tager kampen op imod den langt større og bedre udrustede (sorry) britiske hær.
Filmen er instrueret af David Mackenzie, der også stod bag ‘Hell or High Water’ med Pine i hovedrollen. ‘Outlaw King’ har premiere på Netflix 9. november.
Læs også: ‘Luke Cage’ og ‘Iron Fist’ får kniven efter to sæsoner – er Marvel-serier fortid på Netflix?