’Pig’: Instruktør slår sig selv ihjel i kulsort komedie

CPH PIX: Man ved, en instruktør er ude på spilopper, når han inviterer til sin egen begravelse.

I Mani Haghighis syvende film ’Pig’ er en seriemorder løs. Irans største filminstruktører myrdes, og deres afhuggede hoveder med ordet ’SVIN’ snittet i panden efterlades på offentlige steder. Undervejs kommer turen naturligvis til Haghighi selv.

Hasan Kasmai (spillet af Hasan Majuni) er også instruktør, men i nu to år har landets censurlystne regering forbudt ham at lave film. Det er den stormavede, langhårede og skæggede kunstner overordentligt irritabel over. Specielt da hans faste muse (og elskerinde) Shiva spiller med i ærkekonkurrenten Sohrab Saidis nye film.

Hans reaktion på de blodige likvideringer er derfor heller ikke frygt. Nej, Hasan er skide misundelig. Er grunden til, at han stadig lever, at han ikke længere er relevant? At han ikke har folks respekt? »Han skal nok komme efter dig«, siger hans gamle mor trøstende, mens hun aer sin frustrerede søn på kinden. »Han gemmer det bedste til sidst«.

Som det nok kan høres, har Haghighi ikke begået en dyster krimi, men en sorthumoristisk farce. Langt hen ad vejen er de mange mord blot baggrundsstøj for den selvoptagede hovedperson, og ’Pig’ er god, når fokus er på hans smådepressive tilstand.

Hasan føler, at alle forråder ham, og han lader så småt aggressionerne flyde frit. Her udnyttes Kasmais fantastiske komiske evner til fulde – blandt andet når han med sin knaldhårde smash næsten kvæster bedstevennen Hamid til deres ugentlige tennissessioner.

Filmen er endnu bedre, når Hasan af og til træder ind i absurde drømmeverdener, og Haghighis førnævnte spilopper gives fuldt udløb. En nat i arresten bliver for eksempel til en spontan rockkoncert med Hasan som forsanger og tennisketsjer-guitarist. I et mere stille øjeblik besøger et af seriemorderens ofre ham om natten som en roligt baskende fugl. Der måtte gerne have været flere af den slags scener.

Mod slutningen indtager mordsagen hovedfortællingen, idet Hasan bliver indblandet – dog ikke på den måde, han havde håbet. Det burde få pulsen op, men i stedet indtræffer rastløsheden. Som i mange andre komedier skuffer sidste akt i forhold til den underholdende optakt.

Mani Haghighis ellers #MeToo-aktuelle drillerier – om en SoMe-folkedomstol, der dømmer mediepersonligheder uden belæg – trækkes i langdrag og bliver aldrig lige så vedkommende som portrættet af en fortvivlet mand, hvis liv er sat på pause.

Se også: Alle vores PIX-anmeldelser samlet på ét sted