I år er det 20 år siden, at Coen-brødrenes komedie ‘The Big Lebowski’ havde premiere. Filmen, der oprindeligt fik en lunken modtagelse, er siden blot vokset i popularitet og har i dag fået sig et ry som en af de bedste stoner-komedier gennem tiden.
I forbindelse med jubilæet har tv-kanalen Today genforenet filmens tre hovedrolleindehavere, Jeff Bridges (The Dude), John Goodman (Walter) og Steve Buscemi (Donnie) til en snak om filmen, hvor de fortæller masser af anekdoter om tilblivelsen.
Både Bridges og Goodman var vilde med manuskriptet, da de først læste det. Buscemi, der også kunne lide det, var dog ved at takke nej til den nu ikoniske rolle som Donnie.
»Da jeg læste Donnies rolle, forstod jeg det ikke helt,« fortæller Buscemi. »Jeg havde ondt af ham. Jeg tænkte: ‘Hvorfor mobber Walter ham hele tiden?’. Og mens jeg læste det, tænkte jeg: ‘Hvordan skal jeg fortælle Joel og Ethan Coen, at jeg ikke har lyst til at spille den her rolle?’. Men så kom jeg til Donnies sidste scene, og jeg så forholdet imellem dem. Jeg så, hvor meget Walter egentlig elsker Donnie, og at de er som brødre, og jeg fandt det meget rørende«.
Skuespillerne snakker også om filmens knapt så gode modtagelse, lige da den kom ud. Buscemi mener blandt andet, at filmens modtagelse skyldtes, at den kom i kølvandet på Coen-brødrenes Oscar-vindende ‘Fargo’, som Buscemi også spillede med i.
»[Coen-brødrene] kunne have lavet præcis, hvad de ville!«, siger Buscemi. »Så det var en underlig film at lave. Jeg var selv vild med den, men jeg tænkte: ‘Nå, sådan sker det jo nogle gange’. Men efter fem eller seks år begyndte folk at opsøge mig og sige, at de var vilde med filmen«.
Bridges havde også en helt speciel oplevelse med en fan: »Jeg sad ved siden af en zen-mester til en fest«, fortæller han. »Og han siger til mig: ‘Er du klar over, at The Dude anses som en zen-mester i mange buddhistiske cirkler?. Jeg svarere blot: ‘Hvad fuck snakker du om?’. Men han så filmen som en god måde at bringe buddhisme ind i den moderne tidsalder«.
Læs også: Jeff Bridges genopliver sin ikoniske The Dude-rolle i hyldesttale til John Goodman