Vi har set hende som papirbleg vampyr, skaldet zenmaster og tudsegammel dame. Blandt andet. Tilda Swinton med det androgyne look er en mester i cinematiske transformationer, og i Luca Guadagninos hypede og snarligt biografaktuelle gyser ‘Suspiria’ har hun tilsynelande formået at overgå sig selv i kamæleonens kunst.
Efter at Swinton og resten af ‘Suspiria’-holdet i flere måneder påstod, at filmens 82-årige mandlige Dr. Klemperer blev spillet af en ‘Lutz Ebersdorf’, afslørede Swinton i et interview med The New York Times, at Ebersdorf blot var et alias, og at hun selv, foruden at spille forstanderinden Madame Blanc, også har rollen som den gamle psykiater.
Swinton brugte dagligt fire timer i makeupstolen inden optagelserne sammen med makeup-artist Mark Coulier, der også stod for hendes transformation til den fossile Madame D. i ‘The Grand Budapest Hotel’. Foruden at maskulinisere Swinton ved blandt andet at forstørre hals og kæbe blev Swinton på egen forespørgsel tildelt et sæt mandlige kønsorganer, fortæller Coulier til The New York Times:
»Hun fik os til at lave en protese-penis og tilhørende nosser: Hun bar det her sæt genitalier med vægt i, så hun kunne føle det dingle mellem benene«.
Om transformationen og rollen som den mandlige psykiater fortæller Swinton i interviewet, at hun gjorde det for sjov: »Som min bedstemor plejede at sige: ‘Dull not to‘«.
I filmen spiller Swinton dermed over for sig selv som Dr. Klemperer, der efterforsker den suspekte Madame Blancs dansekompagnis bizarre aktiviteter, hvor flere piger begynder at forsvinde.
‘Suspiria’ bliver rullet ud på det store lærred, når Soundvenue holder forpremiere den 29. oktober kl. 19.30 i Empire Bio, København. Køb billet HER – tilmeld Facebook-event HER.
Læs også: Hør første single fra Thom Yorkes dystre ‘Suspiria’-soundtrack
Læs også: Venedig-highlight dag 4: Heksefilmen ’Suspiria’ er en hjemsøgende dæmon