I Yorgos Lanthimos’ kommende, allerede storroste komedie-periodedrama ‘The Favourite’ spiller Emma Stone den luskede kusine Abigail, der forsøger at charme dronning Anne og på den måde få en finger med i det royale magtspil i 1700-tallets England. Men for at blive Annes (Olivia Colman) favorit må hun vælte sin kusine, den nuværende yndling Lady Sarah (Rachel Weisz) af pinden, og Abigail skyr ingen kneb for at gennemføre missionen.
Heller ikke nøgenhed som våben.
Emma Stone fortæller således, at hun insisterede på at være nøgen under en scene, hvor Sarah opdager Abigail i seng med dronning Anne, fordi det gav mening for fortællingen. Det siger hun i et interview med The Hollywood Reporter:
»Jeg havde lagenet omkring mig under optagelserne, og efter et par takes sagde jeg: ‘Kan jeg ikke bare være (nøgen, red.)? Jeg tænker, det vil give Sarah noget at kigge på, når hun ser, at jeg ikke bare er under lagenet helt tildækket’«.
»Olivia sagde ‘Nej, det skal du ikke gøre!’, og Yorgos spurgte ‘er du sikker på, at det er det, du vil?’. Jeg sagde ‘absolut’. Jeg valgte at gøre det. Det gav bare mening for mig. Det er en komplet (Stone rækker fuckfinger, red.) til Sarah«.
Scenen er Stones første nøgenscene nogensinde, og hun skal have point for at kunne overraske en galgenial instruktør som Lanthimos med sin improvisation. Hvor nøgenheden tydeligvis ikke var noget problem for Stone, formåede filmens heftige brug af skældsordet cunt til gengæld at støde skuespilleren:
»Jeg har hængt ud med briter længe nok til, at chokket har fortaget sig, men at høre ordet ‘cunt’ i flæng, fik mig alligevel til at tænke ‘oh my God’. Det er det mest fornedrende ord«.
Og ærkebriten Weisz erkender overforbruget:
»I England siger vi det hele tiden. Når jeg er sammen med en englænder, siger vi ‘den og den opfører sig virkelig som en cunt’ og griner. Det er et gammelt engelsk ord. Shakespeare brugte det. Eller måske var det Chaucer«.
Også Colman stemmer grinende i:
»Man kan ligefrem høre deres (amerikanere, red.) lukkemuskel snøre sig sammen, når det ord bliver brugt. Men som kvinde, jeg har én, så jeg må godt sige det. Og det er sådan en vidunderlig kombination af konsonanter, det er et fantastisk ord. Jeg bliver bedt om ikke at bruge det i USA, men det giver mig bare lyst til at sige det hele tiden«.
Lanthimos’ nøgenhedsomfavnende og cunt-ytrende periodedrama anses som en seriøs kandidat til en Oscar-nominering og får dansk biografpremiere 24. januar 2019.
Læs også: Hvad Emma Stone og Justin Theroux gemmer bag elverører og tyk paryk