Ezra Miller giver sit besyv med om det overraskende twist i ‘Fantastic Beasts 2’

Ezra Miller giver sit besyv med om det overraskende twist i ‘Fantastic Beasts 2’
Ezra Miller som Creedence Barebone i 'Fantastic Beasts'.

Det følgende indeholder spoilers for hele ‘Fantastic Beasts 2’.

I går skrev vi om de mange plothuller i ‘Fantastic Beasts 2: The Crimes of Grindelwald’. Et af de største, var afsløringen til slut i filmen, hvor Grindelwald (Johnny Depp) fortæller den mystiske Credence Barebone (Ezra Miller), at han faktisk i virkeligheden er Dumbledores indtil nu ukendte bror Aurelius.

Aurelius har aldrig før været nævnt, eller bare antydet, i serien, og meget taler imod, at det giver mening. Det drejer sig både om Credences alder i forhold til Dumbledores forældres død, men også hvordan Grindelwald overhovedet kunne vide det. For Credence blev som baby forbyttet med et andet spædbarn af Leta Lestrange (Zoë Kravitz) ombord på et skib, kort inden det forulykkede.

Selv ikke skuespilleren der portrætterer Credence, Ezra Miller, er helt sikker på, om man skal tage afsløringen som sandhed. Det fortæller han til IndieWire.

»Jeg tror, at pointen med filmen er, at man generelt ikke skal tage noget, som den ofte metaforiske Grindelwald siger, som sandhed. Men jeg ved det ærligt talt ikke. På den ene side tænker jeg, ud fra Harry Potter-universets kanon, at der kan være flere grunde til, at Grindelwald kunne vide sådan noget, når man tænker på forbindelserne til Dumbledore og denne familie. Og vi ved, at Grindelwald har en historie med både Aberforth og Ariana (Dumbledores andre søskende, red.). Så det er ikke umuligt, at der er noget sandhed i det. Men kan man forestille sig, at Grindelwald lyver? Det er bestemt heller ikke umuligt«.

Miller fortæller også, at han faktisk ikke vidste, om han ville vende tilbage i denne film, da Credence tilsyneladende døde – eller i hvert fald opgav sin menneskelige form – i slutningen af den forrige.

»Jeg er altså bare along for the ride, ligesom alle jer andre«, siger skuespilleren. Forvirringen fortsætter.

Læs også: Mød holdet bag DR3’s ’Doggystyle’ i INPUT-rummet på torsdag – og få dine egne spørgsmål stillet på scenen

Læs også: Oplev Roland Møller og Alex Høgh Andersen ved enestående aften i INPUT-rummet på fredag

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af