Den ottende og sidste sæson af ’Game of Thrones’ nærmer sig. Tidligere på måneden afsløredes det, at vi til april kan tage afsked med den overmåde populære HBO-serie. Men netop grundet seriens popularitet har hele produktionsholdet måttet gå til yderligheder for at holde finalen helt hemmelig – med et benhårdt hemmelighedskræmmeri på Gestapo-niveau, lyder det fra instruktør David Nutter.
Nutter har instrueret halvdelen af den kommende sæsons afsnit, heriblandt sæsonens første afsnit – og angiveligt også en række af de falske scener, der skulle forvirre potentielle nysgerrige næser, som Sofie ’Sansa Stark’ Turner for nyligt afslørede.
I et nyt interview med Huffington Post fortæller David Nutter fortæller om det storstilede hemmelighedskræmmeri: »Altså, sommetider var der paparazzi på utrolige steder – på konstruktionskraner og alle mulige slags skøre steder for at forsøge at kunne se noget. De var over det hele, alle vegne, for at prøve at finde ud af, hvad der skete«.
»Det var helt klart en situation, hvor der ikke var nogen papirer på settet eller noget i den retning. Produktionsholdet ville være helt sikre på, ingen vidste, hvad der skete, og de gik til yderligheder for det, som de generelt gør på showet. De tog det i bund og grund til et punkt, hvor det var som Gestapo. Det er svært at finde svar«.