Kristen Stewart skal spille hovedrollen i lesbisk romcom

Kristen Stewart skal spille hovedrollen i lesbisk romcom
Kristen Stewart ved årets filmfestival i Cannes. (Foto: Gareth Cattermole/Getty Images)

Den romantiske komedie er midt i en mindre renæssance, blandt andet med ekstremt populære (men kvalitetsmæssigt tvivlsomme) Netflix-produktioner som ‘The Kissing Booth’, og ‘Crazy Rich Asians’ på toppen af den amerikanske box office tidligere i år.

Nu skal Kristen Stewart, der ellers har holdt sig fra mainstream siden sine ‘Twilight’-dage, spille hovedrollen i en ny romcom. Filmen har dog et kærkomment twist, da den skal skildre et lesbisk forhold.

Tidligere på året havde filmen ‘Love, Simon’, en romcom om en ung mand, der kæmper med at acceptere sin egen homoseksualitet, stor succes i USA. Man kan forestille sig, at de amerikanske filmstudier dermed tør satse mere på LGBTQ-film rettet imod et bredt publikum.

Stewarts film, der hedder ‘Happiest Season’, handler om et par, der tager på juleferie hos den ene kvindes familie. Den anden har planer om at fri i løbet af julen, men planen bliver sat på pause, da det viser sig, at kæresten endnu ikke er sprunget ud over for familien.

Hvem der skal spille over for Stewart er endnu ikke annonceret. Filmen instrueres af Clea DuVall, der mest er kendt for sit skuespil i blandt andet ‘Argo’, men allerede har instrueret komediedramaet ‘The Intervention’, der vandt en pris for bedste skuespil på Sundance Film Festival.

En premieredato på ‘Happiest Season’ er heller ikke annonceret endnu, men man kan regne med engang i 2020.

Læs også: Jesper & Julie spidder deres generation i samtale med Mathias Helt i INPUT på torsdag

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af