David Simon er HBO-seriernes ukronede konge. Han har stået bag både flere af kanalens bedste serier, som ‘The Wire’, ‘Generation Kill’, ‘Treme’, ‘Show Me A Hero’ og ‘The Deuce’. Sidstnævnte slutter næste år med sin tredje sæson, hvilket på sin vis er ærgerligt, da den er fremragende, men Simon har næsten altid forstået at stoppe, mens legen er god.
Allerede tilbage i januar var der de første rygter om serien, der skal udfylde tomrummet efter ‘The Deuce’ – en miniserie på seks afsnit ved navn ‘The Plot Against America’, baseret på den hyldede bog af den amerikanske forfatter Philip Roth. Den serie har HBO nu givet grønt lys, så Simon for alvor kan gå i gang med arbejdet på den.
‘The Plot Against America’ foregår i et alternativt USA i 1940’erne, hvor Franklin D. Roosevelt taber præsidentvalget til piloten Charles Lindbergh, der mest af alt var kendt for at være den første person, der fløj solo over Atlanterhavet – men også for at have udtalt sig kritisk om jøder.
Serien udspiller sig fra en jødisk families perspektiv, alt imens det for alvor viser sig, at Lindbergh er xenofobisk og langsomt begynder at dreje USA i retning mod et fascistisk styre.
Simon skal skrive manuskriptet sammen med Ed Burns, som han før har samarbejdet med på både ‘The Wire’ og ‘Generation Kill’.
En premieredato er endnu ikke annonceret, men man kan forestille sig, at det bliver engang i 2020, så Simon kan nå at få afsluttet ‘The Deuce’.
Læs også: HBO ændrer deres tilgang til sexscener for bestandig