7. klasse styrer. I hvert fald ifølge 7. klasse-eleven Anna, hvis hverdag består af folkeskole-flings, et overdimensioneret teenage-følelsesregister, en trofast slyngveninde og gedigne branderter som følge af en enkelt dåseøl.
Anna og veninden Maya er hovedpersonerne i The Lonely Islands nye Hulu-komedieserie med den snedige NSFW- (næsten safe for work)-titel: ’Pen15’. En serie, der går tæt på de to 7. klasse-veninder og alle de vanvittige ting, der sker i deres enormt pubertære hverdag.
Serien er skabt og produceret af Lonely Island-holdet bestående af Andy Samberg, Akiva Schaffer og Jorma Taccone. Rollerne som Anna og Maya spilles af Anna Konkle og Maya Erskine.
’Pen15’ får premiere den 8. februar via Hulu. En eventuel dansk premiere er endnu ikke offentliggjort.