Zach Galifianakis’ uhyre akavede talkshow ‘Between Two Ferns’ bliver til en spillefilm

Zach Galifianakis’ uhyre akavede talkshow ‘Between Two Ferns’ bliver til en spillefilm
Brad Pitt som gæst hos Zach Galifianakis i 'Between Two Ferns'

Fra 2008 har Zach Galifianakis terroriseret Hollywoods elite med en række ekstremt akavede interviews i sit satiriske talkshow ‘Between Two Ferns’, der produceres af Funny or Die.

Alle fra Brad Pitt og Natalie Portman til Justin Bieber og endda Barack Obama har været gæster i programmet, hvor Galifianakis viser sit talent for at skabe dårlig stemning. Siden 2014 har serien næsten stået stille, men der er dog blevet produceret to afsnit – et i 2016 med Hillary Clinton og et i juni i år med Jerry Seinfeld og Cardi B.

Nu skriver The Hollywood Reporter, at talkshowet er på vej tilbage i stor stil, da det går til filmen hos Netflix. Scott Aukerman, der har skabt programmet med Galifianakis og har instrueret adskillige afsnit, skal instruere filmen.

Produktionen, der er foregået i hemmelighed, skulle tilsyneladende allerede være godt på vej med blandt andre Peter Dinklage, David Letterman og Keanu Reeves på rollelisen. Galifianakis bliver også flankeret af sine medstjerner fra ‘The Hangover’-filmene, Ed Helms og Bradley Cooper.

Hvornår filmen får premiere – og hvad en hel film mellem de to bregner egentlig skal gå ud på – vides endnu ikke, men det tyder på at blive engang i 2019.

Læs også: Zach Galifianakis afviser Donald Trump på ‘Between Two Ferns’ i utvetydige vendinger

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af