Det kommende drama ‘Hotel Mumbai’, som har fået en nervepirrende trailer, er baseret på det virkelige terrorangreb, som fandt sted i Mumbai i november 2008. Angrebet kostede mindst 174 mennesker livet, da terroristerne blandt andet skød løs på flere hoteller og en café propfyldt med turister. Filmen er instruktøren Anthony Maras’ spillefilmdebut.
I traileren, der byder på et sammensurium af maskingeværer, brændende biler og koldblodige terrorister, tvinges de desperate hotelgæster – heriblandt Jason Isaacs, der især kendes som Lucius Malfoy fra Harry Potter-filmene – til at kæmpe for deres liv. Her spiller Dev Patel en heltemodig tjener over for Armie Hammer, som sammen med sin kone forsøger at beskytte deres nyfødte barn i det pludselige mareridtsscenarie.
Den britiske skuespiller Dev Patel har før vist sit værd ud i de store dramaproduktioner. Efter at have spillet med i den britiske ungdomsserie ‘Skins’ i 2007-2008 brød han for alvor igennem med hovedrollen i ‘Slumdog Millionaire’ fra 2008. Senest rørte han mange biografgængere til tårer i 2016 med filmen ‘Lion’, hvor han spiller en ung fyr, der leder efter sine indiske rødder.
Armie Hammer fik naturligvis især opmærksomhed sidste år for sin rolle i den til skyerne anmelderroste ‘Call Me By Your Name’ – og med sin opsigtsvækkende birolle som cokedyrkende tech-guru i ‘Sorry to Bother You’.
‘Hotel Mumbai’ får amerikansk premiere 22. marts – den danske premiere er uvis.