Vi kan lige så godt slå det fast med det samme: ‘Cutterhead’ er så neglebidende intens, at man simpelthen glemmer at trække vejret, fra katastrofen indtræffer i den københavnske metroundergrund, til rulleteksterne løber over lærredet.
Rasmus Kloster Bros debutfilm er noget så sjældent som en dansk katastrofefilm – og en original, intim og klaustrofobisk én af slagsen.
Synopsen lyder:
»Pr-medarbejderen Rie er på besøg i en tunnelboremaskine 20 meter under Københavns gader for at portrættere det velsmurte, europæiske samarbejde i metrobyggeriet, da en ulykke spærrer hende inde i et trykkammer sammen med den kroatiske borebisse Ivo og hans unge kollega Bharan fra Eritrea. Ilten begynder hurtigt at slippe op, og de befinder sig pludselig i et livstruende kapløb med tiden«.
Rie spilles af det nye talent Christine Sønderris, mens den Super16-uddannede instruktør Rasmus Kloster Bro beviser, at han kan skabe spænding og udfolde interessante moralske dilemmaer undervejs – ikke helt ulig sidste års store one location-hit, ‘Den skyldige’.
‘Cutterhead’ får premiere 21. marts, men inden da annoncerer vi en Soundvenue Forpremiere med besøg af holdet bag filmen.
Læs også: 15 danske film, vi slet ikke kan vente med at se i 2019