Instruktøren, der gav os ‘Shaun of the Dead’, ‘Hot Fuzz’, ‘Scott Pilgrim vs. the World’ og senest ‘Baby Driver’ i 2017, er nu klar til at gå nye veje med et projekt, der skiller sig ud fra hans nuværende katalog domineret af humoristiske actionfilm.
Edgar Wright har nemlig afsløret over for Empire, at hans næste filmprojekt bliver en psykologisk gyser inspireret af Roman Polanskis ‘Repulsion’ (1965) og Nicolas Roegs ‘Don’t Look Now’ (1973), der begge to er højtelskede gyserklassikere med en sublim sans for at udforske det menneskelige sind og placere det i centrum for uhyggen.
Ifølge Wright begynder filmoptagelserne til sommer, og de – forhåbentligt – neglebidende begivenheder vil foregå i det centrale London med en kvindelig hovedrolle.
»Jeg indså, at jeg aldrig havde lavet en film om det centrale London. Mere specifikt Soho, hvor jeg har brugt virkelig meget tid de seneste 25 år«, udtaler Wright til Empire. »Med ‘Hot Fuzz’ og ‘Shaun of the Dead’ laver man film om steder, man har boet. Denne film handler om det London, jeg har levet i«.
Den kommende psykologiske gyser er ikke det eneste projekt, som instruktøren har i ærmet. Efter 2017-filmen ‘Baby Driver’ har Wright udarbejdet den første kladde til en fortsættelse på actionsuccessen, der, ifølge instruktøren selv, skal introducere nye karakterer og »tage historien endnu længere«.
Ansel Elgort, der spiller den musikelskende og frihedshungrende Baby, kan derfor godt finde solbrillerne frem igen.
Læs også: Interview med Edgar Wright – »’Baby Driver’ er som at fange en enhjørning med en lasso«