Den meget omtalte dokumentar ‘Leaving Neverland’, der får premiere på Sundance Film Festival senere denne måned, har sat pædofilianklagerne mod Michael Jackson på dagsordenen endnu en gang.
Macaulay Culkin har tidligere været centrum for de mange rygter, da han som barn var med i Michael Jacksons musikvideo til ‘Black and White’, der affødte et særligt venskab mellem barneskuespilleren og popstjernen – det var omkring samme tidspunkt, den første ‘Alene Hjemme’-film blev indspillet.
Under Michael Jacksons retssag tilbage i 2005 afviste Culkin, at Jackson skulle have forulempet ham seksuelt. Nu taler den 38-årige skuespiller ud om sit forhold til verdens største popikon i den seneste episode af podcasten ‘Inside Of You’.
»Jeg ved, at det er ret vildt for alle andre, men for mig var det bare et almindeligt venskab«, udtaler han.
»Han rakte ud til mig, fordi der skete en masse store og hurtige ting med mig, og jeg tror, han kunne identificere sig med det. Det er et af mine venskaber, som folk stiller spørgsmålstegn ved, udelukkende fordi at han var den mest berømte person i verden. Jeg var totalt ligeglad med berømte mennesker. Så da jeg først mødte ham, var jeg bare sådan ‘Ah sejt, du er den der fyr, der synger sange.’ Jeg tror, at det også er en af grundene til, at vi kom så godt ud af det med hinanden«.
Michael Jackson-fans har raset mod Sundance Film Festival for at tilføje ‘Leaving Neverland’ til programmet, men festivalen har afvist klagerne. Dokumentarfilmen, der er instrueret af Dan Reed, skal undersøge to misbrugssager, der blev kørt mod Jackson fra 1993 og helt frem til 2014, fem år efter hans død.
Læs også: Hvad vi ved om den kommende Michael Jackson-film, der genopliver pædofilianklager
Læs også: Macaulay Culkin ser ‘Alene hjemme’ med nye kærester, fortæller han hos Jimmy Fallon