Et fly er under mystiske omstændigheder styrtet ned i Congos jungle, og alle om bord er efter sigende dræbt. Men det tror en af passagernes efterladte kone, Georgia, ikke på, så hun griber maskinpistolen og rejser ned for at finde ham.
Det er udgangspunktet i ’The Widow’, en kommende serie af brødrene Harry og Jack Williams, der tidligere har vist fremragende sans for spænding i deres roste thrillerserier ’Liar’ og ’The Missing’ – sidstnævnte fremhævede vi sidste år som én af de bedste krimiserier på streamingtjenesterne.
Georgias jagt ser ud til at blive fyldt med spænding og twists, når hun ledes ind i et miljø af kriminelle og kommer på sporet af et større mysterium.
Kate Beckinsale spiller den stålsatte enke, og over for hende ses blandt andre Charles Dance (’Game of Thrones’), Alex Kingston (’Doctor Who’), Babs Olusanmokun og Luiana Bonfim.
’The Widow’ får amerikansk premiere på Amazon 1. marts og bør ramme ramme Amazon Prime i Danmark kort efter.
Læs også: De 20 mest ventede nye serier i 2019