Amazon er snart klar med et serieremake af 2011-filmen ’Hanna’, der havde Saoirse Ronan (’Lady Bird’) i hovedrollen som den koldblodige 16-årige snigmorder, og den nye trailer giver en tydelig fornemmelse af, at det på én gang er en højspændt thriller og en usædvanlig coming of age-fortælling.
’Hanna’ er historien om en ung pige, som vokser op i de finlandske skove og af sin far, der er tidligere CIA-agent, opdrages til at være den perfekte dræber. Hun sendes alene på flugt gennem Europa, hvor alle hendes evner tages i brug for at overleve. Samtidig forsøger hun at forstå, hvem hun er, når hun ikke nedkæmper fjender på stribe, og om det er muligt for hende at have et almindeligt teenageliv.
Hovedkarakteren spilles denne gang af Esme Creed-Miles, som spiller over for Joel Kinnaman (’Suicide Squad’, ’House of Cards’), Mireille Enos (’The Killing’, ’World War Z’) og Rhianne Barreto.
Serien får amerikansk premiere til marts på Amazon Prime.