’Sex Education’: Ny Netflix-serie går forfriskende i kødet på stangliderlige highschool-unge

’Sex Education’: Ny Netflix-serie går forfriskende i kødet på stangliderlige highschool-unge
Asa Butterfield og Emma Mackey i 'Sex Education'.

Eleverne på Moordale High slænger sig op ad deres lockers i munderinger som taget ud af ’Clueless’, ’Mean Girls’ og ’The Breakfast Club’. Det ligner – og soundtracket lyder – som en amerikansk highschool-fantasi fra tidligere årtier. Om end Laura Nunns Netflix-serie ’Sex Education’ skal forestille sig at foregå i en nutidig grøn flække et sted i Wales med ærkebritiske accenter.

’Sex Education’ er en udstrakt highschool-komedie, men som titlen antyder, har den til hensigt at stikke et empatisk lag dybere ned i de unge genrestereotypers følelsesmæssige og fysiske udfordringer. For følelsesmæssig afklaring er en forudsætning for den fysiske udløsning og velvære, som 16-årige Otis (Asa Butterfield) gennem sæsonen videreformidler til sine stangliderlige, men sexmaskinelt koblingsforvirrede medstuderende.

Otis får selv PTSD-lignende anfald i nærkontakt med sin gearstang. Udsigten til at miste mødommen og være som alle de andre synes langsigtet. Nederlaget over at befinde sig i et seksuelt ingenmandsland bliver kun større af, at Otis dagligt må høre på sin femme af en sexologmors (Gillian Anderson) tørt nagende psykoanalyser og stønnene fra alle hendes umodne elskere.

Mor og søn i ‘Sex Education’.

Der ligger rigeligt med akavet konfliktstof i mor/søn-forholdet. Men faktisk er Anderson, hvis sensuelle styrke som en fin vin bare tager til med årene, hensat til en hjemmegående rolle i seriens baggrund, hvor hun heldigvis midtvejs får selskab af den svenske brændevin Mikael Persbrandt som en Erik Peitersen-klonet blikkenslager.

Tilsvarende er Otis i den tidligere barnestjerne Butterfields lidt for beherskede præstation mere observatør og superhelteagtig sexrådgiver for sine jævnaldrendes ofte parforholdsrelaterede sexgnidninger end »ejer af sin egen fortælling«, som hans recept ellers lyder til den rejsningsplagede slambert Adam i første afsnit.

Adams (Connor Swindells) impotens bunder i en række større familie- og identitetsmæssige issues end først antaget. Oplevelsen af en både indre og omkringliggende uro er gennemgående for det centrale karaktergalleri, der også tæller Otis’ eneste ven, den åbent homoseksuelle Eric (Ncuti Gatwa), den seksuelt tromlende, men emotionelt tillukkede outsider Maeve (Emma Mackey) og svømmestjernen Jackson (Kedar Williams-Stirling).

Svømmestjernen Jackson.

De første afsnit bindes episodisk sammen af små subplots, som sødt og morsomt viser, hvordan teenagernes overfladiske omgang med sex gennemgår en indsigtsfuld grounding i mødet med Otis på gymnasiets asbestbefængte toiletter. Derefter løsnes strukturen med større fokus på den unges gruppes komiske forviklinger og ugengældte følelser.

Der er Maeve, som ser en økonomisk fidus i Otis’ hjemmetilegnede visdom. Otis har følelser for Maeve, men hun er uden for hans liga og knalder i øvrigt igennem med Jackson, som bruger Otis som sparring til at få et reelt forhold på benene med hende.

Selvom serien ikke adskiller sig synderligt fra andre teenagefiktioner, så flugter den langs virkelighedens små bumpede veje af bittersødme, når den er bedst. Det er især værd at fremhæve Eric, hvis udfordringer med manglen på homoseksuelle spejlinger og en religiøs familie af afrikanske immigranter aldrig karikeres, og som Ncuti Gatwa gør til den mest interessante karakter med lige dele komisk timing og alvor.

Eric i ‘Sex Education’.

’Sex Education’ har i sin første sæson lidt for mange ting kørende på én gang, men den rummer potentialet til at blive en rigtigt god serie.

Dens leje af drama og humor er allerede fermt afstemt – uden dog at fremkalde latterekstase – og den går forfriskende i kødet på sex og seksualitet, hvor teenagefilmens vanlige to-ryk-og-en-aflevering er erstattet med en mere godmodig gengivelse af, hvor komplekst det er at være et ungt og seksuelt væsen.

Man kunne godt have ønsket mere mindre af den velkendte genreform og mere af det pinefuldt skinbarlige, og angstprovokerende teenagesind, som sidste års ’Eight Grade’ så fremragende indfangede. Den sexundervisning havde nok været for hård for mange unge, og i det lys er ’Sex Education’ et udmærket og letfordøjeligt alternativ med løfter om mere.


Kort sagt:
’Sex Education’ er en forlænget highschool-film, der tager sex og seksualitet alvorligt med plads til smil på læben.

Læs også: De 20 mest ventede serier i 2019

Tv-serie. Hovedforfattere: Laurie Nunn. Medvirkende: Asa Butterfield, Gillian Anderson, Ncuti Gatwa, Emma Mackey, Connor Swindells, Kedar Williams-Stirling, Alistair Petrie og Mikael Persbrandt. Spilletid: 8 afsnit á cirka 50 min.. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af