‘The Mule’: Clint Eastwood serverer en didaktisk livslektion direkte fra narkoland
»Du har levet så længe, at du sikkert har mistet dit filter«, får Clint Eastwoods 90-årige narkosmugler Earl Stone at vide i instruktørens nye drama ‘The Mule’. Det samme kan man sige om den aldrende veteran, der over det seneste årti har skudt én film ud om året, som fortrinsvist har misset skiven med en betragtelig margen.
I ‘The Mule’ indtager han selv hovedrollen for første gang i seks år. Men hvad der skulle have været den 88-årige Oscar-vinders henved tredje comeback, bliver aldrig til meget mere end en didaktisk livslektion baseret på en sand historie.
Earl er en frisk variation over Eastwoods klassiske grumpy old man. Denne gang er han nemlig ikke nær så grumpy som i ‘Gran Torino’ og ‘Million Dollar Baby’ – han er bare gammel og egoistisk.
Inden for de første 10 minutter formår Earl at spolere både sin datters bryllup, sit barnebarns bryllupsreception (over en periode på 12 år, bevares) og miste sin planteskole efter internethandlens komme. Heldigvis for Earl er der belejligt nok en mexicaner med karteltilknytning til stede ved barnebarnets reception, som bemærker den gamle – og nu arbejdsløse – sjufts familieproblemer og helt ud af det blå tilbyder ham et job, hvor han vil få gode penge for »at køre«.
Det lyder da meget godt, tænker Earl, og selv da han møder op på en skummel adresse i det sydlige Texas og får stukket en sportstaske i hånden af endnu en mexicaner – denne gang udstyret med et maskingevær – vil han ikke vide af det.
Selv da Earl ser kokainen med egne øjne, fortsætter han den tvivlsomme karrierevej. Han elsker nemlig opmærksomhed, og det føles godt at kunne betale for datterens bryllup og genvinde lidt af sin tabte stolthed. Da den lokale veteranklub kommer i pengenød, hopper han bare ind i bilen igen, og da en skøjtehal kommer i problemer, betaler han for en fuld renovation – intet problem.
Det er til tider godmodig underholdning at se den pensionerede mand sætte rekord i kokainsmugling, mens han undervejs stopper ved diverse turistattraktioner, crooner til big band-klassikere i bilen og får sat sit gammeldags verdenssyn på plads, når han møder en gruppe lebber på motorcykler og en sort familie, som naturligvis ikke kan lide at blive kaldt »negere«. Det er medmenneskeligt, hjertevarmt og en fin kommentar til den kulturelle kløft i USA og den store gruppe intetanende, hvide middelklasse-amerikanere, som er ude af trit med verdens gang.Men Earls psykologiske motivation er flad som en pandekage, og filmens underverden tester troværdighedens grænser, når Earl langsomt bliver venner med sin tatoverede boss (Ignacio Serrichio) og hans håndlagere, der gang på gang ser igennem fingre med den gamle kvindebedårers udskejelser og hans intetanende tilgang til alt digitalt.
En smule spænding bliver skudt ind i filmen med et parallelt plot om den overambitiøse kriminalbetjent Bates (Bradley Cooper), der kæmper for at gøre en forskel i Chicagos gader og selvfølgelig tørner sammen med mexicanernes favoritpakæsel. Men efterforskningsarbejdet er så tyndt, at der ikke er nogen tvivl om, at Cooper kun har sagt ja til at medvirke som en vennetjeneste for mentoren Eastwood.
Filmen forsøger at male nye penselstrøg til billedet af den amerikanske narkoverden – blandt andet med en sensitiv og lattedrikkende stikker og en hensynsfuld bøddel – men kommer ikke længere end en flok letbenede stereotyper og et såresimpelt budskab om, at familie nu engang er vigtigere end arbejde, penge, og hvad der sker på ens smartphone.
Det er en pointe, at selv de ledeste karle også bare er mennesker, men man slipper næppe afsted med gangstervirksomhed, hvis man kører forretningen som mexicanerne i ‘The Mule’.
Kort sagt:
Clint Eastwood er tilbage foran og bag kameraet med en godmodig, men harmløs bagatel af en film.
Læs også: 88-årig Clint Eastwood er tilbage i topform som narkosmugler: Se første trailer til ‘The Mule’
Læs også: De 30 mest ventede film i 2019