Gwyneth Paltrows wellness-orienterede livstilbrand Goop har adskillige gange været under beskydning fra læger og ernæringseksperter, der har fremhævet de meget reelle og potentielt livstruende sundhedsfarer ved at kaste sig ud i diverse alternative kure og madtrends – værst af alt ‘bistik-kuren’ (jep), der sidste år kostede en spansk kvinde livet.
Ikke desto mindre har Goop et million-stort følge online, og Paltrow har over de senere år lanceret både vitamintilskud, podcasts, et magasin, veganerkogebøger, healing-klistermærker, vagina-æg ( … ) og hudplejeprodukter. Og nu breder duften af æteriske olier sig sågar til Netflix, der står bag en regulær Goop-serie med skuespillerinden som vært. En serie, der over en række episoder a 30 minutter vil »konsultere eksperter, læger og forskere for at undersøge emner der relaterer sig til fysisk og åndeligt velvære«, som det hedder sig i beskrivelsen.
Det endnu unavngivne program lander på streamingtjenesten til efteråret, hvorfor man må forvente en opblomstring i interessen for hundedyre krystaller og slangeolie-detox. Selv har Paltrow forholdt sig rimeligt large til kritikken af Goop’s anbefalinger, men der er ingen tvivl om af Netflix-eksponeringen vil skabe øget opmærksomhed omkring brandets strøm af sundhedsråd.
Inden da kan Paltrow imidlertid oplevelse på det store lærred i ‘Avengers: Endgame’, hvor hendes Pepper Potts formentlig vil forsøge at komme nødstedte Iron Man til undsætning. Med eller uden vagina-æg.
Læs også: Zac Efrons Ted Bundy-skildring ’Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile’ kommer til Netflix