I 1999 blev den 18-årige koreansk-amerikanske Hae Min Lee fundet død ved kvælning i en park i Baltimore, og ekskæresten Adnan Syed blev idømt mere end 30 års fængsel for mordet.
Sagen fik først for alvor international opmærksomhed, da den i 2014 blev omdrejningspunktet for den nu populære Serial-podcasts første sæson. Og det bliver ikke ved podcasten, for HBO Nordic har netop offentliggjort, at deres nye true crime-dokumentarserie ‘The Case Against Adnan Syed’ kan streames fra den 11. marts.
Serien skal – udover at give indblik i Lees liv sammen med Syed samt detaljerne omkring hendes mord – nøje følge Adnan Syeds retssag fra 1999 frem til i dag, hvor han står over for en ny retssag efter 18 års fængsel. Og spørgsmålet, om han i virkeligheden er uskyldig, står åbent, når serien skabt af den anerkendte dokumentarinstruktør Amy Berg går i luften.
Læs også: Ny HBO-serie genåbner Adnan Syed-sagen fra ‘Serial’ – se den første trailer