I 2014 sluttede podcast-storhittet ‘Serial’ med et åbent spørgsmål om, hvorvidt Adnan Syed virkelig havde slået ekskæresten Hae Min Lee ihjel, som han var blevet dømt for?
Og hvad er der så sket siden?
Det finder vi ud af med HBO’s kommende dokumentarserie ‘The Case Against Adnan Syed’, der over fire timer følger sagen på tæt hold.
Den anerkendte dokumentarist Amy Berg (‘An Open Secret’, ‘Janis’) har efter sigende fået eksklusiv adgang til Syed, hans familie og advokater, og den første trailer for serien antyder, at den vil åbenbare nye beviser. Spørgsmålet er så, om det vil blive til den morddømtes fordel eller ulempe. »Jeg ved, der er ting, der ikke ser godt ud for mig«, siger han til sidst i teaseren.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvornår ‘The Case of Adnan Syed’ får premiere på HBO Nordic, men et godt bud er her i løbet af foråret.
Læs også: De 20 mest ventede serier i 2019