’I Am The Night’: Chris Pine, Connie Nielsen og ‘Wonder Woman’-instruktør drukner ny serie i mystik
Der er flere måder, fortællinger kan være mystiske på.
De kan synes helt uforklarlige, men alligevel give følelsen af, at alle løse tråde kommer fra samme spole. Hvor gåden udfoldes intelligent, mens pulsen stiger. Tænk David Finchers ’Gone Girl’ eller Christopher Nolans ’The Prestige’.
Men de kan også være mystiske på den forcerede måde. Hvor der muligvis ligger en spændende historie bag, men ingen har knækket koden til at fortælle den ordentligt.
Efter fire timers bekendtskab ryger serien ’I Am The Night’ i sidstnævnte kategori. En frustrerende erkendelse, da præmissen faktisk er lovende.
’I Am The Night’ er inspireret af teenageren Fauna Hodel (India Eisley), der vokser op uden for Reno, Nevada i midt-60’erne. I starten hedder hun dog Pat, er mixed race med en brun mor og sidder på trods af sin blege kulør bagerst i bussen på vej hjem fra skole. Pat er tydeligvis på kanten af fællesskabet, en udefinerbar farve i en sort-hvid verden.
Måske er det denne rodløshed, der driver hende til en gennemsøgning af sin mors papirer. Hun opdager, at hendes virkelige mor er hvid, faren brun, og at hendes navn i virkeligheden er Fauna Hodel.
Samtidig i Los Angeles render journalisten Jay Singletary (Chris Pine) rundt og tager afslørende paparazzi-billeder og makabre ligfotos. Hans journalistiske karriere fik dødsstødet for år tilbage, da en række afslørende artikler gjorde ham uvenner med de forkerte. Jay er en karakter, vi har set mange gange før: En fordrukken, troløs journalist med detektivblod i årene, der mangler en gnist for at tænde op under ilden igen.
Den gnist bliver Fauna, der kommer til L.A. for at finde sin morfar, den anerkendte gynækolog George Hodel, og ikke mindst sin mor Tamar Hodel. Før hun når så langt, støder hun på sin stedmormor Corinna (Connie Nielsen), der introducerer hende til farfarens verden, der dog skal vise sig at gemme på mere end blot kunstsamlinger og ekstravagante fester. Samme verden som Jay prøvede at blotlægge tidligere i sin karriere.
De første to afsnit af ’I Am The Night’ vækker interessen for Faunas ophav og Jays rolle i farfarens fordækte forretning, og det er også disse to afsnit, som ’Wonder Woman’-instruktøren Patty Jenkins står bag (er det mon hende, der har fået hevet Wonder Womans elsker og mor med på ’I Am The Night’?).
Men ret hurtigt fiser luften ud af ballonen. India Eisley gør, hvad hun kan for at få liv i Fauna, men den unge pige forekommer for uigennemskuelig til at være seriens ledestjerne. Det ene øjeblik er hun en naiv pige i skoleuniform og opsat hår, det næste en swinging sixties femme fatale med løse lokker. Hun er simpelthen for passiv til at være seriens drivkraft. Og Chris Pine? Den fallerede journalist-figur er foreløbigt uden kant.
Mest ærgerligt er det dog, at serien pumper mystikken op unaturligt og uoriginalt. Fauna, der bliver forfulgt af morfarens håndlanger? Morfarens ’Eyes Wide Shut’-komsammener og et aflåst kælderrum med hemmeligheder? Det er svært at fatte interesse for, hvad der gemmer sig bag de lukkede døre.
Uden at afsløre for meget af seriens videre eskapader er det tydeligt, at historien om den virkelige George Hodel og hans barnebarn er gruopvækkende, særligt forbindelsen til Black Dahlia-mordet, som stadig er en af LAPD’s mest famøse, uopklarede drabssager.
Men ’I Am The Night’ kan ikke sætte sagerne i scene, så det fænger.
Kort sagt:
’Wonder Woman’-instruktør Patty Jenkins genforenes med Chris Pine og Connie Nielsen, men nogle gange er reunions bare en dårlig idé.
Anmeldt på baggrund af fire afsnit.
Læs også: Det skal du streame på Netflix, Viaplay, HBO Nordic mv. i februar