Will Smith er trukket i lampeåndskostumet til den kommende liveaction-udgave af Aladdin, og i 1999 kunne vi have oplevet ham i læderoutfit, hvis han ikke havde afvist rollen som Neo i ’The Matrix’.
Den banebrydende sci-fi-film er siden sin udgivelse blevet citeret uafbrudt i populærkulturen, men da Smith blev tilbudt den bærende rolle, virkede Wachowski-søstrenes idéer mere gale end geniale, fortæller han i en video på sin Youtube-kanal.
I videoen gengiver han den pitch, skaberne af filmen Lilly og Lana Wachowski (som på det tidspunkt var mænd) gav, da de forklarede det nu ikoniske bullet time-shot, som tillod kameraet at bevæge sig, mens karaktererne frøs fast i deres positioner.
Han takkede nej til fordel for at medvirke i actionkomedien ’Wild Wild West’ – et valg han siger, han ikke er stolt af, men som bekendt lod Keanu Reeves besætte rollen som Neo i stedet, og det var bedre for filmen, mener Smith.
Han forklarer også, at skuespilleren Val Kilmer (’Kiss Kiss Bang Bang’) oprindeligt skulle have haft rollen som Morpheus, men at valget i stedet faldt på den sorte skuespiller Laurence Fishburne, da hvide Reeves blev castet til hovedrollen.
Læs også: ‘Game of Thrones’-skaberes nye HBO-serie bliver en realitet på trods af hård kritik