‘Bohemian Rhapsody’-stjernen Rami Malek springer direkte fra sin Oscar-vindende rolle som Freddie Mercury ud i et nyt og anderledes projekt, der kræver, at han smører stemmebåndet ekstra grundigt.
I den nye podcast ‘Blackout’ spiller Malek nemlig rollen som en radio-dj, der kæmper for at beskytte sin familie og det lille bysamfund, da al strøm pludselig går ned landet rundt. De første to ud af audio-fortællingens samlede otte afsnit fik premiere 19. marts, og i en ny visuel trailer kan man få en forsmag på thrillerens mystik og uhygge, der byder på overvågningskamera-lignende scener skudt om natten, mens Malek taler.
»Det sjove ved stilhed er, at hvis du sidder med den længe nok, vil du måske høre noget, der hele tiden var til stede«, siger skuespilleren, mens det nordamerikanske kontinents lys slukkes et efter et.
Rob Herting står bag podcast-serien med sit nye audiofortællingsprojekt QCODE sammen med blandt andre Ramek Malek som producer.
Herting udtaler til Hollywood Reporter om projektet: »Vores primære mål er at styrke kunstnere i at fortælle historier, der er tankevækkende, relevante og på samme tid underholdende«.
Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019