’Searching Eva’: 26-årig blogger dyrker sex, sniffer kokain og bekender sig for åbent kamera
CPH:DOX. »Patriarkatet fucker mig hver dag, så jeg kan ligeså godt få penge for det«.
Det er noget af et statement fra den 26-årige model, sexarbejder, blogger og influencer Eva Collé, som er centrum for tyske Pia Hellenthals intime essayistiske dokumentarfilm ‘Searching Eva’.
Eva er vokset op i en konservativ italiensk provinsby, men har nu Berlin som base for sine eksperimenter med identitet, seksualitet og stoffer, som hun deler frit med verden. I filmen er vi med, når hun har sex, sniffer kokain med veninderne, er til samtale i bofællesskaber og sidder i badekarret. Bloguniverset føres op på lærredet i tableauer, hvor vi hører hende læse op fra sine blogs. Og indimellem scenerne popper der brugerkommentarer op på skærmen, som både illustrerer, hvor populær og kontroversiel hun er. Tilsyneladende bliver hun betragtet som en feministisk kropsaktivist og hyldes for sin ærlighed og fuck-it-attitude.
Eva Collé har blogget, siden hun var 15 og virker til at være komplet blottet for filter. Hun er en ekstrem version af en oversharing millennial, og det er interessant, hvorfor nogle mennesker har behov for eller finder formål i den grad at invitere hele verden med ind i sin intimsfære.
Desværre synes jeg ikke, at ‘Searching Eva’ gjorde mig meget klogere på hverken selfie-fænomenet eller Eva som person. Filmen er rent ud sagt kedelig og Evas betragtninger banale. Det er muligt, at hendes blog er fed – faktisk er teksterne det mest interessante i filmen – men jeg kan ikke få øje på den radikale feminisme i filmen.
For mig er både den og Evas destruktive udskejelser intetsigende og triste. Vi får aldrig for alvor svaret på, hvordan hun er nået det sted, hvor førnævnte nihilistiske udtalelse giver mening. Af en film om en oversharer at være, når vi i meget ringe grad ind til hendes intime kerne.
Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019
Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019