I sidste uge satte R. Kelly sig endelig i den varme stol til sit første interview omkring alle anklagerne om misbrug og overgreb på mindreårige, der for alvor har indtaget overskrifter, siden dokumentaren ’Surviving R. Kelly’ fik premiere tidligere på året. Interviewet omkring skandalerne fandt sted i ’CBS This Morning’ med Gayle King ved roret – og i weekenden blev hele seancen genspillet i ’Saturday Night Live’ med Leslie Jones som King og Kenan Thompson som en noget desperat R. Kelly, der ihærdigt forsøger at snige sig uden om anklagerne.
»Du kan starte et rygte om en hvilken som helst kendis så let – alt, du skal gøre, er at trykke på en knap på din telefon, sige ’R. Kelly gjorde dette ved mig’, og så tilføje en video af mig, der gør dét, og så tror folk på dig! Det er skræmmende«, lyder det fra en Thompson i topform, inden han – præcis som R. Kelly gjorde i interviewet – hopper op af stolen i forsøget på at virke så overbevisende om sin uskyld som muligt.
Hen mod slutningen af interviewet lister Thompsons R. Kelly desuden en række tvivlsomme titler op fra r’n’b-stjernens bagkatalog som sanger og producer: »Okay folkens, tænk jer om et øjeblik, brug jeres hjerner. Hvorfor ville jeg gøre de her ting i 30 år? Jeg gav jer ’Trapped in the Closet’! ’Feelin’ on Yo Booty’! ’Age Ain’t Nothing But a Number’! Og så mange andre ledetråde! Og dette er måden, I belønner mig på?!«
Læs også: Serien om R. Kelly er et nødråb til alle medløberne