1. Vil Brans lokkedueplan fungere?
Jon og Bran valgte at bruge det ældste trick i bogen – en lokkedueplan – til at forsøge at gøre kål på The Night King. For som Bran bekendtgjorde i en noget ekspositionstung scene, er The Night Kings mission at dræbe The Three-Eyed Raven og derved udslette Westeros’ kollektive hukommelse, så den »endeløse nat« omsider kan sænke sig over landet.
Helt essentielt for planen er det store Weirwood-træ i Winterfell, hvor Bran (samt Theon og hans mænd) vil vente på The Night King. Det var netop ved sådan et træ, at The Children of the Forest skabte The Night King for tusindvis af år siden. Det så Bran i et af sine syner, så han har muligvis regnet sig frem til, at børnenes magi skal ophæves ved et Weirwood-træ, så The Night King kan få en full circle-afslutning.
Vi ved i hvert fald fra ‘Hold the Door’-afsnittet, at Weirwood-træerne besidder en form for magisk kraft, der kan dræbe wights og muligvis også bruges til at bekæmpe The Night King. Men med endnu tre afsnit tilbage efter det store slag, er det nok tvivlsomt, at hele hæren af døde falder allerede. The Night King har trods alt også Viserion ved sin side – og kan den døde drage ikke bare fryse gårdhaven til altødelæggende is?
Går det helt galt i Winterfell, er det ikke utænkeligt, at Bran desperat prøver at warge ind i The Night King eller Viserion, som vi allerede har teoretiseret. En helt anden mulighed er selvfølgelig, at The Night King er gået uden om Winterfell og fløjet til King’s Landing for at skabe endnu en hær af døde i stedet. Vi ser ham nemlig ikke i det afsluttende skud, men kun hans Walkers – inklusive to med de dragedræbende spyd. Men det ville være et antiklimaks af kaliber at vinke farvel til iskongen – og i øvrigt stride imod Brans udsagn om The Night Kings mål.
2. Bliver Daenerys The Mad Queen?
Ja! Vi har nu set en tredjedel af den afsluttende sæson, og alt peger i den retning. Første afsnit såede tvivl om Daenerys’ evner som leder ved at bringe hendes henrettelser af Randall og Dickon Tarly frem i lyset igen. Og i andet afsnit lod hun til at bortforklare sandheden om Jon Snows ophav som et Stark-komplot.
Der var også hendes forsøg på et venindemøde med Sansa, som hurtigt fik en bitter efterklang, da Sansa slog fast, at Norden ikke har i sinde at bøje knæet for endnu en sydlig regent. Mon ikke Targaryen-dronningen begynder at få fornemmelsen af, at hendes vigtigste allierede måske ikke vil det samme som hende – og at hendes vigtigste rådgiver, Tyrion, også går mod hende?
Hvis hun fortsætter sin tankestrøm med at være blevet »manipuleret« af Jon til at kæmpe mod The Night King, er det let at forestille sig, at hun snart vil vende sig mod Stark-slægten – og tage alle midler i brug for at stadfæste sin herskerret.
3. Hvilken styreform får Westeros, hvis kongeriget overlever The Night King?
Ovenstående peger i den grad i retning af, at styreformen i Westeros skal nytænkes. For det er vel efterhånden de færreste, der virkelig tror på, at Daenerys skal genindføre Targaryen-slægtens enevælde og sætte sig på Jerntronen.
Norden er på papiret et selvstændigt kongedømme – selvom Jon har bøjet knæet for Daenerys uden at konsultere med sit bagland – og man forestiller sig, at andre af de syv riger vil følge trop, hvis de altså overlever kampen mod The Night King.
Det eneste problem er selvfølgelig, at langt de fleste store huse er blevet udryddet eller mangler en lederskikkelse: Tyrell-familien fra Highgarden er for længst blevet sprunget i luften, The Riverlands er under Lannister-herredømme, Greyjoy-familien kæmper internt, og Dornes sidste bud på en regent sidder fængslet under King’s Landing.
Løsningen kunne være en konføderation, hvor en række selvstændige stater kan samarbejde om at genopbygge rigerne fra bunden. Sansa skulle selvfølgelig være leder af Norden, Daenerys (hvis hun altså ikke bliver skør) leder af syden med hovedsæde i King’s Landing eller Dragonstorm, mens Jon hæver sig over det hele og måske sætter afsted nord for muren for at genopdage det tabte land og skabe en ny civilisation. Og Tyrion er nok det bedste bud på et Lannister-overhoved, der kan styre vesten fra hovedsædet i Lannisport – det kræver sådan set bare, at Jaime og Cersei giver afkald på deres arveret, men mon ikke det løser sig på helt naturlig ‘Game of Thrones’-vis…?
Læs også: Anmeldelse ‘Game of Thrones’ sæson 8 afsnit 2
Læs også: Se teaseren til det storslåede afsnit 3 af ‘Game of Thrones’