’Gøg & Gokke’: Rørende kærlighedserklæring til slapstickens mestre
Hvis du er født efter 1990, er det ikke sikkert, du ved, hvem Gøg og Gokke er, men hvis du er lidt ældre, har du højst sandsynligt set dem i børne-tv på et eller andet tidspunkt.
De var en engelsk-amerikansk komikerduo, der blev berømte for deres slapstickfilm, som de lavede ikke mindre end 107 af i årene 1927-1950. De startede i filmbranchen på det tidspunkt, hvor lydfilmen kom frem, hvilket ødelagde karrieren for adskillige af deres kolleger, men Gøg & Gokke overlevede. Deres stil er falde-på-halen-komik af den slags, der var elsket i filmens barndom. De store stjerner var Charlie Chaplin, Buster Keaton, Harold Lloyd og så duoen, der i høj grad brugte deres udseende i komikken. Den ene lille og tynd, den anden høj og korpulent.
Når man ser den biografiske film ‘Gøg & Gokke’, er det første, der springer i øjnene, hvor meget skuespillerne Steve Coogan og John C. Reilly ligner den rigtige Gøg og den rigtige Gokke. I John C. Reillys tilfælde ikke mindst takket være en overbevisende protese, der gør det ud for den kødfulde hængehage, som virkelighedens Oliver Hardy var udstyret med. Steve Coogan, der spiller den tynde makker, har ramt Laurels mimik lige på kornet.
Filmen foregår på et bestemt tidspunkt i komikerparrets liv, nemlig på deres sidste turne, som til at begynde med er ment som en feberredning, der skal skaffe dem lidt penge og muligheden for at lave endnu en spillefilm på et tidspunkt, hvor deres karriere ellers er gået i stå. ’Gøg og Gokke’ handler om deres arbejdsvenskab og om loyalitet. Samtidig er det en kærlighedserklæring til slapstick-genren, en form for humor, der ikke er særlig udbredt eller anerkendt i dag, men som kræver en masse hårdt arbejde og præcision, både i forhold til timing, men også i fysisk formåen.
Det fine ved slapstickkomik er, at den er universel, man behøver ikke at forstå engelsk for at se det sjove i Gøg og Gokkes tosserier. Filmen balancerer brugen af slapstick usædvanligt fint, den er ikke kun til stede i de sketches, vi ser duoen opføre på teaterscenerne i løbet af turneen, men også i deres dagligdag, hvor de ikke kan lade være med at småspille både over for hinanden, men også et hvilket som helst sæt øjne, der hviler på dem i det offentlige rum – receptionister, kontordamer, børn.
Stan Laurel er den flittige forfatter, der udtænker sketchene, og Oliver Hardy er hans taknemlige makker, der tester og videreudvikler dem og vigtigst af alt: Griner af hans vittigheder.
Det er svært at sige, hvordan filmen vil virke for en, der aldrig har set Gøg og Gokke. Den vil måske virke mere gennemsnitlig, end den gør for en som mig, der er vokset op med filmene og blev mindet om en masse, jeg for længst havde glemt. Men Stan Laurel skal bare trække uforstående på skuldrene, og Oliver Hardy skal bare skule og himle med øjnene, så er man straks seks år igen.
Kort sagt:
Gøg og Gokkes sidste turne er omdrejningspunktet for filmen om den berømte komikerduo. Det er en kærlighedserklæring til artisterne, til slapstick og underholdningsbranchen. Rørende og nostalgisk.
Læs også: Anmeldelse af ‘Avengers: Endgame’ – Uperfekt helte-farvel vrider dit hjerte i et jerngreb