(Spoilers for ‘Game of Thrones’ sæson 8 afsnit 4)
Fra den kalkulerede og iskolde Cersei til målrettede Daenerys og kampklare Arya – ‘Game of Thrones’ er propfyldt med spændende kvindekarakterer, der ikke nøjes med at stå på sidelinjen, når kampen om jerntronen skal stå.
Men i seneste afsnit, ‘The Last of the Starks’, kiksede seriens feministiske nerve gevaldigt ifølge kritikere fra blandt andet Indiewire og Vulture, der mener, at især skildringerne af Ser Brienne of Tarth, Sansa Stark og Missandei ramte helt ved siden af.
»Jeg begynder med Ser Brienne of Tarth, en nyudklækket ridder, der fra sin første optræden udfordrede de arkaiske kønsnormer i serien«, skriver Liz Shannon Miller i Indiewires artikel og fortsætter:
»At give hende et skud romance med Jaime i det her afsnit, for derefter at følge det op med at Jaime knuser hendes hjerte og efterlader hende i tårer, føltes som at se på en fremmed – eller, du ved, en dårligt skrevet version af en karakter, vi før kendte ret godt«.
Kathryn VanArendonk udtrykker en lignende holdning i Vultures artikel:
»Brienne kom ud af afsnit to og tre som en sejrende ridder, der endelig havde opnået fuld magt og respekt fra sine kammerater. Hun kommer ud af afsnit fire uden overhovedet at være påklædt, omsvøbt i en sort kappe, grædende, fordi hendes mand forlader hende. Alt kraftfuldt ved Ser Brienne er revet væk«.
En af de kvinder, der har udviklet sig mest i løbet af ‘Game of Thrones’ otte sæsoner, er uden tvivl Sansa Stark. Hun startede som en naiv og uskyldig brik i det politiske spil og er nu snarrådig og badass Lady af Winterfell. I det seneste afsnit nævner hun over for The Hound, at hun stadig ville have været en »lille fugl«, hvis ikke det havde været for brutal voldtægt, trusler og Stark-familiens splittelse.
»Jamen, det er bare skønt«, skriver Libby Hill i Indiewire. »Nu siger Sansa, at hun ikke ville have vokset som person, hvis det ikke var for otte sæsoners umotiveret torturporno. Det giver anledning til at tro, at efter års misbrug kommer en kvinde ud på den anden side, børster snavset af sine hænder, og siger ‘det var hårdt, men jeg lærte virkelig noget omkring mig selv’«.
Endelig kritiserer begge artikler henrettelsen af Missandei – seriens eneste farvede, kvindelige karakter.
»At seriens eneste farvede kvinde bliver taget til fange under absurde omstændigheder, der aldrig forklares, og lænkes og vises frem foran en overvejende hvid menneskemængde for at blive henrettet, er en grad af tonedøvhed, der ikke kan begribes«, skriver Ann Donahue i Indiewire.
»Hun blev frigjort fra slaveriet, men forblev i trældom, hun blev forelsket i en mand, hun drømte om, hvordan deres liv ville være sammen, hvis de kunne flygte fra krigen, og så blev hun halshugget«, skriver Kathryn VanArendonk hos Vulture.
»Den karakterudvikling tvinger ikke kun Missandei til at forblive Daenerys’ subjekt resten af livet, den reducerer hende også til tre ting: hendes service, hendes kortvarige kærlighedsaffære og hendes voldsomme død. Hun var den eneste farvede kvinde tilbage i serien, og hun blev dræbt uden overhovedet at få en chance for at leve sit eget liv«.
Læs også: Anmeldelse af ’Game of Thrones’ sæson 8 afsnit 4 – Følelsen af ubehag vokser støt