(Spoiler-spækket område – læs først, når du har set det nye afsnit ‘Game of Thrones’)
Det seneste, femte og næstsidste afsnit af ’Game of Thrones’ bestemte skæbnen for flere af seriens hovedkarakterer. En af disse var Cersei, der brugte en stor del af afsnittet på at se King’s Landing gå op i røg under Daenerys drage-turné. Da Cersei mod slutningen endelig måtte erkende, hun var nødt til at flygte for at overleve, endte hun i armene på sin elskede Jaime – alvorligt medtaget efter den blodige danskerkamp mod Euron Greyjoy.
Cersei og Jaimes flugtforsøg fik dog en brat ende, da kældergangene i The Red Keep kollapsede, og de to søskende/elskende således gik døden i møde i en omfavnelse, mens borgen styrtede sammen om ørerne på dem.
Lena Headey, der spiller rollen som Cersei, fortæller til Entertainment Weekly, at hendes reaktion på Cerseis fald i første omgang var blandet. »Jeg ville have, hun skulle have et stort stykke eller kæmpe mod nogen«.
Men efter samtaler med Nikolaj Coster-Waldau fandt hun ro i sin slutscene. »Jo mere vi talte om det, jo mere virkede det som den perfekte slutning for hende. De kom ind i verden sammen, og nu forlader de den sammen«. Om det allersidste øjeblik, hvor Cersei og Jaime omfavner hinanden, mens de venter på døden, udtaler Headey: »Det er måske den første gang, Cersei har haft sindsro«.
Indspilningen af slutscenen blev således også en følsom affære for både Headey og i særdeleshed Coster-Waldau: »Jeg sagde til Nikolaj: ’Jeg har aldrig set dig så sød og sentimental’. Og han sagde: ’Hvad sker der med mig?’. Vi blev ved med at omfavne hinanden og sige ’Jeg elsker dig’. Det var underligt. Der var en følelse af et tab; at intet som dette vil ske igen. Der var en stor følelse af sorg og en enorm mængde taknemmelighed til stede«.
Om hele det sidste afsnit for Cersei uddyber Headey: »Hun begynder denne sidste sæson fanget i et spind, hun selv har skabt, hvilket er unormalt for Cersei. Hun er desperat ulykkelig, og alt, der er sket, bliver mere virkeligt for hende end nogensinde før. Hun begynder at miste kontrollen over situationen. Hun ødelagde alle gode alliancer, forbindelser, kærlighed i livet – hun var altid skæbnebestemt til at være alene. Og indtil dette aller-allersidste minut, benægter hun som altid det, der rent faktisk sker«.
Læs anmeldelse: ‘Game of Thrones’ sæson 8 afsnit 5: Storslået opgør reduceret til en enkelt pointe
Læs også: Daenerys forudså King’s Landings skæbne helt tilbage i sæson 2