‘Game of Thrones’ sæson 8 afsnit 5: Storslået opgør reduceret til en enkelt pointe

(Som altid: Læs først, når du har set afsnittet.)

’The Bells’, det næstsidste afsnit af ’Game of Thrones’ nogensinde, havde én pointe, den gerne ville trumfe igennem: Daenerys er The Mad Queen.

Det er ikke nogen dårlig pointe. Om noget er det opløftende, at serien har modet til at gå linen ud og vende sympatierne rundt, mens hende, vi har hyldet i flere år og sæsoner, rister revl og krat i King’s Landing, akkurat som hendes far ønskede at gøre det.

Problemet med ’The Bells’ er, at afsnittet ikke virker interesseret i andet end den pointe. Den iler til det skæbnesvangre øjeblik, hvor Daenerys og Drogon kortslutter i flammehavet, mens den forpustet taber flere karakterer på murbrokkerne.

Tag bare Varys, der i samfulde syv-otte sæsoner har været den måske mest snedige brik på brættet i spillet om tronen, men pludselig springer ud som en strategisk enfoldig opportunist, der deler sine mytteriplaner under åben himmel. Han trasker ubekymret ned til Jon Snow på stranden og siger, at han peger på ham som hersker, mens soldater mumler omkring dem, og alle i Dragonstone, der står ved et vindue, kan følge med.

Klip til næste scene og næste igen, og pludselig bliver han henrettet af Daenerys for forræderi. Det var dét. En vægtig birolle forlader serien med et fingerknips, fordi han opførte sig, som han aldrig har opført sig før.

Derfra går der ikke mange minutter, før dragehæren banker på ved The Red Keep, bevogtet af The Golden Company til lands og The Iron Fleet til vands. Men hvis man havde regnet med et potent slag mellem ligeværdige styrker – det havde jeg – må man hurtigt skrinlægge forventningerne.

Daenerys, Tyrion og co. har nemlig udtænkt en snedig slagplan: I stedet for at flyve direkte mod Qyburns forvoksede armbrøster kan Drogon jo bare undvige pilene! Og det gør dragen så, mens den først pulveriserer The Iron Fleet, så The Golden Company. Vupti.

Der er sket meget i ’Game of Thrones’, siden Tyrion brugte wildfire til at udslette halvdelen af Stannis’ flåde i The Battle of the Blackwater. Her er det afgørende træk ikke udtænkt på taktiktavlen, her er det bare en fysisk detalje, en simpel undvigemanøvre, som enhver idiot kunne have tænkt sig til.

Det er et forhastet antiklimaks af rang – akkurat som Varys’ afsked – og årsagen til, at det går så grelt, er den samme: Hovedforfatterne Weiss og Benioff og instruktør Miguel Sapochnik tørster så heftigt efter at nå til øjeblikket, hvor Daenerys går grassat, at alt, der går forud, bare skal af vejen.

Sådan reducerer de det, der skulle have været ’Game of Thrones’ mest storslåede afsnit til dato, til en enkelt pointe.

På en måde er det en pointe, der gør indtryk. Ottende sæson har bygget troværdigt op til Daenerys’ sammenbrud, i takt med at hendes rationelle, humanistiske panser flage for flage er blevet blæst af i Winterfells kolde modvind. Hun har set tronen smuldre foran sig, efter hun fik kendskab til Jon Snows ophav, og hun har mærket den folkelige hyldest, som hun nød i Slaver’s Bay, erodere – hvis den overhovedet nogensinde var der.

Alligevel virker det voldsomt, at hun beslutter at fortsætte ildregnen, efter hendes opgivende fjender lader klokkerne gjalde ud over King’s Landing. Ikke fordi hun fortsætter krigen, men fordi hun retter flammerne direkte mod civile i byens gader, børn og deres arme forældre, sågar hendes egne mænd, som hun ved flokkes dernede.

Troværdigheden havde været større, hvis hun var fløjet direkte mod tårnet og havde grillet Cersei, kvinden, der nægtede at hjælpe i krigen mod de døde, slog en af hendes drager ihjel og senest slagtede Missandei, mens Daenerys så på.

Men det er svært for alvor at tro på hende som massemorder efter et slag, der dårligt har varet i ti minutter og ikke har resulteret i nogen nævneværdige ofre på hendes banehalvdel.

Det er netop problemet: ’The Bells’ har så travlt med at nå hen til plotdrejningen, at afsnittet ikke bare ofrer det meste, der går forud, det skader også selve drejningen. Opbygningen er for mangelfuld: Den tvinger ikke Daenerys derud, hvor slagmarken forpurrer hendes dømmekraft, hvor hun i krigens blodrus mister kontakten til øverste etage.

Hendes folkemord er bare noget, hun vælger at gøre efter en ensidig afklapsning af modstanderen.

På den måde bliver det ikke en konsekvens af krigens omstændigheder, ikke bare denne krigs, men alle de foregående kriges traumatiserende erfaringer. Det bliver en konsekvens af hendes nedarvede sindssyge og paranoia, kort sagt slægtskabet med The Mad King. Og det er en langt mindre slagkraftig motivation.

Det er forbandet ærgerligt, for havde Benioff og Weiss evnet at motivere Daenerys vanvidsridt, havde det været en suveræn kulmination på kampen om tronen. En manifestering af, at vi ikke befinder os i et ufarligt fantasyland, men i et barsk middelalderunivers, hvor lemlæstelse sætter sig i sjæl og krop, og magtliderlighed koster menneskeskæbner på samlebånd.

Samt et slag i mellemgulvet på os, der har holdt med oprøreren i otte sæsoner, kun for at indse, at vi har sat vores lid til en tyran.

Det sidste har ’The Bells’ dog alligevel lidt held med. Efter sindssygen overmander Daenerys, skifter instruktør Sapochnik pludselig synsvinkel, så vi ikke længere er blandt dem, der stormer King’s Landing, men er blandt dem, der bliver stormet. Blandt civile uden mord på samvittigheden, der bliver sorte i Drogons flammer.

Her er Jon Snow, manden, der valgte at tro på det bedste i Daenerys’, reduceret til beskuer, mens han forfærdet følger det, han har bidraget til – en blodrus efter fjendens overgivelse, der står i kontrast til alt det, Ned Stark prædikede.

Ikke langt derfra plager en endnu værre skyldfølelse Tyrion, der må se sit tidligere hjem kvast til ruiner på grund af en beslutning, han selv tog: beslutningen om at afsløre Varys.

Man kan næsten mærke varmen og asken på gadeplan, som var man myrer på flugt fra et forstørrelsesglas, og man fornemmer frygten blandt de skrigende borgere, der flygter uden at have noget sted at flygte hen. Hende, de flygter fra, Daenerys Targaryen er samtidig kun en prik på himlen og Drogon et ansigtsløst krigsfly, der spreder død og rædsel.

Det er et glimrende teknisk greb, der formidler The Mad Queens barbari – og skånselsløst punkterer vores idé om den renhjertede frelser.

Der er også andre lyspunkter i ’The Bells’, ikke mindst da Cersei lader tårerne løbe foran Jaime, og de elskende søskende omfavner hinanden, mens den borg, der har omkranset deres forbudte kærlighedsliv, styrter ned over dem.

Til gengæld falder to ivrigt imødesete sværddueller til jorden: Danskeropgøret mellem Euron Greyjoy og Jaime Lannister opstår lovlig belejligt efter jernflådens nederlag og lider i øvrigt under, at de to mænd bare kæmper om resterne: Greyjoy trækker nærmest sit sværd for sjov.

Og Cleganebowl, testosteronduellen mellem The Hound og The Mountain, skæmmes af det faktum, at Qyburns monster viser sig at se latterlig ud bag rustningen. Det er ikke let at acceptere, at det stadig er ham, der kvaste Oberyns kranie i en af de mest chokerende scener i serien, selvom forfatterne ivrigt minder os om det (han presser sine tommelfingre mod The Hounds øjne.)

Derfor er det også svært at investere noget som helst i en duel, der mest af alt lugter af fanservice. Sigende nok ender slåskampen i overtydelig symbolik, da The Hound hiver sin storebror ned i de flammer, som broren vansirede ham med i deres unge år.

Blandt skyerne over dem fortsætter Drogon med at indhylle King’s Landing i flammer, mens sindssygen utvivlsomt skriger i Daenerys’ blik. Det er på papiret den helt rigtige udgang på hendes togt mod tronen, et gruopvækkende sammenbrud i en nådesløs verden, hvor fantasygenrens spilleregler er ophævet, og krig aldrig ender lykkeligt. Og en sidste knytnæve i solar plexus fra en serie, der har sendt os til tælling så mange gange, at det er et under, at vi stadig står oprejst.

Men ’The Bells’ kollapser sammen med King’s Landing, fordi Benioff og Weiss glemmer karaktererne, mellemregningerne, sågar logikken. Derfor ender det sidste store brag i ’Game of Thrones’ som lidt af en fuser.

Læs også: Traileren er ude for sidste (!) afsnit ‘Game of Thrones’

SOUNDVENUE STREAMER podcast-special: Gæstestjerne Pilou Asbæk fortæller røverhistorier fra ‘Game of Thrones’-settet