’Miss Bala’: Amerikansk remake af hårdtslående actionthriller rammer forbi målet

’Miss Bala’: Amerikansk remake af hårdtslående actionthriller rammer forbi målet
Gina Rodriguez i 'Miss Bala'.

Den mexicanske instruktør Gerardo Naranjos ’Miss Bala’ skød sig direkte ind i Un Certain Regard-konkurrencen under Cannes-festivalen i 2011. En hårdtslående og kynisk actionthriller inspireret af sande begivenheder, hvor en skønhedsdronning omformes fra uskyldigt offer til hævngerrig pistolslynger under den bagende mexicanske sol.

Nu er tiden så kommet til det amerikanske remake. Af årsager måske mere begravet i pengepungens støvede dyb end i en egentlig eksplosion af inspiration. Og det kan mærkes, når ’Miss Bala’ 2.0 flader ud som en simpel film, der hverken føles action-smaskende nok til at blive synderligt underholdende eller dramatisk nok til, at man griber om stolens plyssede sædekant.

’Miss Bala’ anno 2019 – instrueret af Catherine Hardwicke, som blandt andet sad i instruktørstolen på den første ’Twilight’-film – er historien om Gloria (Gina Rodriguez, som flere kender som Jane the Virgin), en make-up artist, der rejser til Tijuana for at besøge veninden Suzu (Christina Rodlo) og hjælpe hende med at vinde den lokale skønhedskonkurrence Miss Baja.

Under en svedende opvarmningsfest på en smart natklub møder Gloria ganske tilfældigt på et toiletbesøg lederen af et narkokartel, Lino (Ismael Cruz Córdova). Narkolederen og hans kumpaner hopper nemlig ind gennem badeværelsevinduet, og snart hersker kaos, da salver af maskingeværer synger gennem diskotekets dunkle rum.

Da røgen fra patronhylstrene har lagt sig, er Suzu forsvundet, og Gloria er fanget i kløerne på Lino og hans bande. Hvis hun hjælper ham, hjælper han hende med at finde Suzu. Sagerne kompliceres imidlertid yderligere, da Gloria hjælper Lino med at sprænge et hus i luften, som tilhører DEA. Politiets fangarme griber fat om anklerne på vores hovedperson, og ansigt til ansigt med den kynisk manipulerende og nådesløse narkoagent Brian (Matt Lauria) trækkes Gloria ind i et gensidigt og løbende sprængfarligt magtspil, hvor hun skal infiltrere banden, redde sit eget liv og venindens, men hvor ingen er til at stole på.

’Miss Bala’ – som løst og på dansk lidet uelegant oversættes til Frøken Kugle – er fortællingen om, hvordan man i desperationens ansigtsløse kamp kan træde frem i spotlyset som hårdhudet, forstærket og sejrfuld.

Men den ambivalente kamp fortaber sig desværre i en alt for enkel historie, der mister blikket for kynismens og moralens tvetydige duel til fordel for en umotiveret parade af forslidte banaliteter.

Trods talrige patroner i hylstret skyder ’Miss Bala’ kun med løs krudt.


Kort sagt:
Der er ikke meget nyt at komme efter under Mexicos hede sol i ’Miss Bala’ 2.0.

Læs også: Anmeldelse af ‘Someone Great’ – venindetrio er godt selskab i letbenet breakup-film på Netflix

Spillefilm. Instruktion: Catherine Hardwicke. Medvirkende: Gina Rodriguez, Christina Rodlo, Ismael Cruz Córdova, m.fl.. Spilletid: 104 minutter. Premiere: Den 9. maj
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af