En øde hytte, nul strøm, snevejr og en stedmor med en skummel fortid. Den hårrejsende stemning er sat til punkt og prikke i Veronika Franz og Severin Fialas kommende film ‘The Lodge’ – og selvom det lyder som plottet til ethvert middelmådigt gys fra de seneste to årtier, er forventningerne høje.
Makkerparret har nemlig tidligere skrevet og instrueret den anmelderroste, psykologiske gyserfilm ‘Goodnight Mommy’ fra 2014, der blev udvalgt som et af Østrigs bidrag til en Oscarnominering for bedste udenlandske film.
‘The Lodge’ tager den menneskelige psyke under kærlig behandling, når de to søskende Aidan og Mia, der bliver spillet af gyservante Jaeden Martell fra ‘It’ og Lia McHugh fra ‘Totem’, skal tilbringe en weekend med farens mystiske forlovede, spillet af Riley Keough fra blandt andet ‘The Girlfriend Experience’ og ‘American Honey’, i en ensom hytte. Selvfølgelig går strømmen, og rædslerne får frit løb.
Den amerikanske premiere på ‘The Lodge’ er planlagt til efteråret uden en fastlagt dato endnu. Det vides ikke, om filmen får dansk biografpremiere.
Læs også: Anmeldelse af ’Goodnight Mommy’