CPH PIX: ’Goodnight Mommy’

CPH PIX: ’Goodnight Mommy’

Jeg havde mareridt i nat.

Sådan en babusjkadrøm, hvor jeg drømte, at jeg vågnede, men ikke ved at jeg pludselig spærrede øjnene op. Jeg prøvede, men mødte modstand. Øjenlågene var klistret sammen. Først troede jeg, jeg havde øjenbetændelse, men det var værre end dét. Uanset hvor meget jeg pressede, kom der ikke engang en sprække af lys.

Jeg satte mig op og forsøgte at presse munden op for at kalde på min kæreste. Det gyste i mig, da det samme skete. Med en kraftanstrengelse fik jeg lindet lidt på læberne, men ikke nok til at få mere end et grynt ud over dem. Så tog jeg hænderne op til ansigtet og kørte fingrene over øjne og mund. Det var lim.

Så godt gået, Severin Fiala og Veronika Franz. I forsøgte at gøre mig bange, og det lykkedes.

De to østrigere demonstrerer en mesters sans for chok og flitsbuespændt suspense i deres fælles spillefilmdebut ’Goodnight Mommy’ (originaltitel: ’Ich seh Ich seh’). Et stykke sitrende psykologisk horror tilsat ekstrem eksplicit vold af den slags, man føler sig nødsaget til at se gennem fingersprækkerne, og som vil holde dig åndeløs på stolekanten i alle sine 99 minutter og hjemsøge dig, når du forlader biografen.

Det er nu ikke så overraskende, at Fiala og Franz kan deres kram, for deres læremester er ingen ringere end hr. Ulrich Seidl, som også har produceret filmen. Fiala er hans nevø, mens Franz er hans kone, som har været med til at skrive flere af hans film, blandt andet Paradis-trilogien. Seidls indflydelse ses flere steder: I de stramme, pertentlige billedkompositioner, metaforisk righoldige og med smuk og effektfuld stiliseret lyssætning. I Michael Palms præcise klipning. Og i de absurd-humoristiske indslag, som når to Røde Kors-indsamlere besøger huset fra helvede midt i klimakset – en opvisning i suspense og retardering.

Filmen foregår næsten udelukkende i et stort hus, der ligger afsides ud til en sø og et skovbryn. En enlig ung mor vender hjem til sine to tvillingesønner efter en operation, der har efterladt hende med et vansiret ansigt, som hun indhyller i en bandage, der får det til at ligne et dødningehoved.

Men det er ikke kun hendes ydre, der har forandret sig, synes drengene. Hun er kold og streng, og blikket fra hendes blodskudte øjne er lammende som slangens bid. Drengene – og tilskueren – begynder at mistænke, at noget overnaturligt har besat deres mor. Hvad er det for en ulykke, hun har været ude for? Hvorfor er hun så fjendtlig over for den ene af tvillingerne? Vi får lige akkurat information nok til at blive holdt i nysgerrig uvidenhed, og fortælletempoet er noget nær perfekt.

Så bør jeg nok ikke sige mere, for ’Goodnight Mommy’ er en film, der vender om på genrens indlejrede logik og overrasker og narrer. Desværre lægger det endelige twist sig for tæt op ad en bestemt film, som er blevet parodieret så ofte, at den er blevet kliché. Retfærdigvis skal det siges, at jeg ikke selv havde gennemskuet det, selvom jeg set i bakspejlet nok burde have set det komme, og at det som tematisk og narrativ sløjfe giver god mening.

I øvrigt er det ikke en film, som kan reduceres til et enkelt twist, for turen derhen er stærkt oprivende i sig selv. Sammenligningerne med Michael Hanekes ’Funny Games’ er velfortjente, og ligesom den har ’Goodnight Mommy’ masser af kultpotentiale.


Kort sagt:
Det endelige twist er noget ferskt, men Ulrich Seidls viv og nevø kan horrorgenrens greb på fingrene og har tilskueren i deres hule hånd fra første til sidste sirlige billede. Den sadistiske vold vil være for meget for det fleste, men har man maven til det, er der både gode gys og bristefærdig suspense at hente.

Læs også: ‘I kælderen’ / Anmeldelse

Læs også: Alt om CPH PIX

Spillefilm. Instruktør: Severin Fiala, Veronika Franz. Medvirkende: Susanne Wuest, Elias Schwarz, Lukas Schwarz. Spilletid: 99 min.. Premiere: Vises under CPH PIX 13. april (Cinemateket), 16. april (Grand) og 18. april (Empire)
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af