‘I kælderen’
Det kunne være en videoinstallation, der placererer klaustrofobien eller de indespærrede drifter i centrum: Billedet af en slange i et bur, der langsomt nærmer sig sit bytte. I mere end et minut står billedet på skærmen. Slangen kommer tættere og tættere på. Tiden strækkes ud, ud, ud, indtil byttet indfanges på et splitsekund og stranguleres.
Sekvensen indleder sigende den østrigske mester Ulrich Seidls dokumentarfilm ’I kælderen’, en film, der ikke mindst behandler naturdrifterne, som blomstrer ude af syne i kældrenes bur. Men Seidl deler det ikke op i dem, der æder, og dem, der ædes. I de tre S/M-forhold, som instruktøren behandler i den sidste del af filmen, udfordres ens forudfattede opfattelse af dynamikken mellem dominerende og dominant konstant, så det næsten fungerer som en sløjfe på, eller antitesen til, det fastlåste offerbegreb, slangen og byttet.
Det er interessant, fordi kælderen i Seidls hjemland konnoterer Josef Fritzl og Natascha Kampusch. Som symbol er kælderen reduceret til en form for beholder for ondskaben, når ondskaben er så ekstrem, at den slet ikke er til at forstå. Hos Seidl er kælderen et mere nuanceret skjulested, der rummer det sære og det aparte, men altid med et menneskeligt ansigt. Et ensomt menneske bærer rundt på en dukke, som hun tiltaler, som om den er hendes barn. Et andet skyder til måls efter papsilhouetterne på en skydebane, mens han fortryder, at han ikke satsede på en karriere som operasanger.
Det er hjerteskærende, fordi det ikke kun er komisk eller chokerende, men oftest en lille smule af det hele på samme tid. ’I kælderen’ er fuld af triste skæbner, men deres tristesse formuleres nøgent uden andet akkompagnement end en række blæseinstrumenter. Instrumenterne tilhører en alkoholiker, der sidder foran et portræt af Hitler, som han fik til sit bryllup.
Mens filmen behandler alt det, der ikke kommer frem i lyset – sadomasochismen, nazismen, dukkefetischen – så er det menneskene i kældrene, der er Seidls egentlige interesse. Kælderen er deres skjulested, deres helle og deres fængsel. Den er skuepladsen for alt det, som er udstødt fra samfundet på landjorden, men som næres og plejes af de udstødte i tidslommerne under den. For nogen af dem er kælderen nøglen til frihed, og for andre er den et bur, som tiden, tilfældet eller skæbnen har spærret dem inde i. For de fleste er den begge dele.
’I kælderen’ mister lidt pusten portræt efter portræt, og det er fornemmelsen af, at man skubbes ind under huden på for mange af Seidls hudløse eksistenser, der afholder filmen fra at tælle med blandt de allerbedste fra instruktøren bag ’Hundedage’ og ’Paradis’-trilogien.
Enkelte scener rammer helt plet, som når dyretrofæerne i et rum skal forklares af ham, der har skudt dem. Art efter art remses op, mens dyrenes døde blikke stirrer ind i linsen. I andre scener er den stiliserede kitsch mindre dragende, men Seidls blik for detaljen i de tunge planimetriske tableauer er sublimt. Kameraet står stille, helt som menneskene, der står i stampe, mens humanismen drypper fra lærredet, dråbe for dråbe.
Det er rørende, fordi det ikke har til formål at røre. I ’I kælderen’ er der ingen kældermennesker – kun kældre og mennesker.
Kort sagt:
Uden nogensinde at fælde dom behandler denne dokumentarfilm fra den østrigske mester bag ’Paradis’-trilogien kælderens dobbelte rolle som tilholdssted med frihed eller ufrihed som fortegn. I kølvandet på Natascha Kampusch og Josef Fritzl er filmen en usentimental ode til de skjulte eksistenser, der dukker op i de fleste af Seidls film.