Henry Cavill er ganske vist færdig med at spille Superman, men nu har han tilføjet en ny franchiserolle på CV’et.
Den britiske skuespiller går blandt andre Robert Downey Jr. og Benedict Cumberbatch i bedene, når han i 2020 indtager rollen som den ikoniske mesterdektektiv Sherlock Holmes i filmen ‘Enola Holmes’, hvor Sherlock dog ikke er hovedrollen.
Over for ham ses nemlig ‘Stranger Things’-stjernen Millie Bobby Brown i titelrollen som Enola, der er Sherlocks meget yngre søster. Filmen er baseret på Nancy Springers bogserie ‘The Enola Holmes Mysteries’, der følger den unge søster, som hurtigt viser sig at være en ferm detektiv i egen ret.
På rollelisten finder man desuden Oscar-nominerede Helena Bonham Carter (‘Fight Club’) i rollen som Enolas mor. Filmen instrueres af Harry Bradbeer, der er kendt som episodeinstruktør på samtlige afsnit af den fænomenale Phoebe Waller Bridge-serie ‘Fleabag’. Jack Thorne, der stod bag ‘Harry Potter and the Cursed Child’-teaterstykket og senest HBO’s store fantasysatsning ‘His Dark Materials’, har skrevet manuskriptet.
‘Enola Holmes’ går i optagelse senere på sommeren, hvilket tyder på, at filmen allerede lander i biograferne i 2020. Det er helt år, før vi får det længe ventede tredje kapitel i Robert Downey Jr.’s ‘Sherlock Holmes’-filmserie, der blev annonceret i 2018.