Quentin Tarantino arbejder efter sigende på crossover-film: ’Django/Zorro’

Bedst som Quentin Tarantino er aktuel med sin niende film ’Once Upon a Time in Hollywood’, lyder der rygter om hans næstkommende filmprojekt. Ifølge Collider arbejder instruktøren nemlig i selskab med komiker og skuespiller Jerrod Carmichael (bedst kendt for sin anmelderroste semi-selvbiografiske NBC-sitcom ’The Carmichael Show’ – og ikke mindst rollen som Ross Geller i Jay-Z’s ’Moonlight’-video) på crossover-filmprojektet: ’Django/Zorro’.

Tarantino skulle ifølge Collider sidde bag tasterne som medforfatter på filmen, der snupper den Jamie Foxx-spillede hovedkarakter fra ’Django Unchained’ og gør ham til makker/bodyguard for fægtehelten Zorro. De to krydser veje, da Django begiver sig vestpå for igennem en række besynderlige jobs at tjene penge, som han kan sende hjem til sin familie nær Chicago. Herfra skulle den aldrende maskerede hævner (der – opfundet af Johnston McCulley i 1919 – fægtede sig igennem det 19. århundredes spanske kolonier i Californien) således slå sig sammen med den tidligere slave Django Freeman (hvis historie – fortalt i filmen fra 2012 – udfoldede sig i 1858 i Texas).

Hvilke vilde vover og potentielt episke eventyr de to kumpaner herfra skulle drage ud på, melder historien ikke noget om – ligesom den heller ikke er blevet bekræftet officielt af hverken Tarantino eller Carmichael. At en form for spin-off skulle blive Tarantinos tiende film som instruktør, som han tidligere har erklæret, vil blive hans sidste, synes ikke helt oplagt, så måske han nøjes med tjansen bag tasterne. Men Tarantinos veje er jo som bekendt sådan cirka uransaglige.

Læs også: De bedste citater fra Tarantino, DiCaprio, Pitt og Robbies møde med pressen i Cannes

Læs også: Anmeldelse af ‘Once Upon a Time in Hollywood’ – Tarantino giver Hollywood uskylden tilbage

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af